Spredte erindringer fra et 9-aarigt ophold på tidligere Dansk-Vestindiske Øer



I 1908 blev en ung assistent i Finanministeriets revisionsdepartement  udnævnt til konstitueret toldkontrollør ved toldkammeret i Frederiksted, St. Croix. Hans navn var Vilhelm Bay.
Under sit ophold skrev Bay løbende om sine oplevelser og i 1948 udgav Den danske Toldetatsforening erindringerne som et særtryk.
Denne artikel er en genskrivning af dette særtryk og er skrevet med Bay's autentiske skrivemåde og tegnsætning - inkl. de få stavefejl, der havde indsneget sig teksten.

Ansøgning og udrejsen

I 1908 læste jeg i Juli-Nummeret af Dansk Toldtidende følgende under Titlen:

Embede på St. Croix” ”Af Finansministeriet skal antages en i Toldfaget uddannet yngre Mand til at konstitueres som Toldkontrollør på St. Croix. Opslået den 4. juni 1908. Udløber den 31. juli 1908.

Konstitutionshonoraret er 5.000 Francs. Vedkommende skal have Kendskab til det engelske Sprog, og skal være forpligtet til efter sin Ankomst til Vestindien, snarest muligt, at erhverve sig Færdighed i ast tale dette sprog.

Efter et Års tilfredsstillende Tjeneste som konstitueret Toldkontrollør vil den, der antages, kunne forvente at erholde allerhøjeste Ansættelse som Toldkontrollør på de i Lov Nr. 116 af 6. April 1906 indeholdte Vilkaar. Udrejsen vil være at foretage med Dampskib snarest muligt efter Antagelsen, og til Udrejsen vil der blive udbetalt en Rejsegodtgørelse på 400 Kr.


Ansøgninger stiles til Finansministeriet.

Da jeg havde 12 Aars Anciennitet i Toldvæsenet og havde haft Tjeneste dels på forskellige Kontorer, dels i Toldrevisionen, hvor jeg paa det paagældende Tidspunkt var Assistent, mente jeg tilstrækkelig uddannet i ”Toldfaget” til at søge det opslaaede Embede, selv om mit Kendskab til  engelsk indskrænkede sig til, hvad jeg havde lært i Skolen! Altsaa – indsendte jeg min Ansøgning og ventede spændt paa, hvad Resultatet ville blive, idet jeg, saafremt jeg fik Embedet, kunne gifte mig, hvad der ellers var lange Udsigter til, saalænge jeg var i Revisionen.

Nogen Tid efter at Ansøgningsfristen var udløbet, fik jeg at vide, at der var en som var ældre end jeg, der havde faaet Embedet, og stor var derfor min Forbavselse, da jeg en skønne Dag fik Besked om at møde hos den Departementschef, der var Chef for Koloniernes Centralstyrelse. Det var med Spænding, jeg stedtes for den stilfulde Departementschef Aasyn, og han begyndte med højtideligt: ”Jeg har gennem Deres Moster faaet at vide, at De søger Embedet som Toldkontrollør paa St. Croix, og hun har bedt mig om at se med Velvilje paa Deres Ansøgning. Embedet er imidlertid givet til Toldassistent W, - Pause! Hvorunder jeg tænkte: Hvad vil Manden mig saa egentlig?

Da Pausen var forbi, og da den øjensynlig havde gjort tilstrækkeligt Indtryk paa mig, fortsatte han: Men – atter en Pause, som dog ikke var saa lang som den første! – Toldassistent W, har anmodet om at blive fritaget for Embedet, og De vil kunne forvente nu at komme i betragtning, uden at jeg dog kan love Dem noget!”

Jeg blev helt slap i Knæene, for jeg var klar over, at den forbeholdne Bemærkning dækkede over en Realitet, og selv om jeg blev modtaget ligesaa forbeholdent af Finansministeren, følte jeg dog at Chancerne steg. Udløsningen kom ved Finansministeriets Skrivelse af 21. August 1908, som med gotiske Bogstaver meddelte mig, at jeg var antaget til at konstitueres som Toldkontrollør paa St. Croix, og der var forskellige Tilføjelser, bl.a. at jeg indtil jeg tiltraadte Konstitutionen, kun fik halv Lønning!

Der var ellers nok at bruge Penge til, idet jeg skulle anskaffe Beklædning passende til Troperne, og desuden var Tiden meget knap, idet jeg i Løbet af 3 Uger skulde være rejsefærdig, i hvilket Tidsrum min tilkommende skulde have Udstyret færdigt, foruden at vi skulde have Bryllup.

Ved vore Slægtningens gode Hjælp og Støtte klarede vi dog det hele saaledes, at Rejsen kunne finde Sted Dagen efter vort Bryllup, nemlig den  14. Oktober 1908 med S/S ”St. Thomas”, som fra Frihavnen gik over Nørresundby – Rotterdam – London og derfra direkte til St. Thomas. Ved Afrejsen fra København var foruden Slægtninge paa begge Sider mødt saavel Kolleger fra Revisionen som Kammerater fra ”Korps Westenholz”, af  hvilket jeg var Medlem, og ved Udsejlingen af Frihavnen fik vi et rigtigt ”K.W.” Hurra med paa Vejen!

I Nørresundby, hvor vi ikke mente, vi kendte nogen, fik vi i øsende Regnvejr Besøg af en Bekendt, som fra Aalborg var taget ud for at lykønske os og tage Afsked med os, forinden vi begav os paa den lange Rejse, og om Aftenen stod ”St. Thomas” Skagen ud.

Da vi vaagnede næste Morgen, sejlede vi langs Jyllands Kyst for den følgende Dag at ankomme til Rotterdam, hvor vi laa i 2 dage og havde Lejlighed til at se os om dels der, dels i Delft, som er en meget smuk og idyllisk By. Anden Dagen om Aftenen forlod vi Rotterdam og ankom den paafølgende Dags Eftermiddag til London, hvor vi paa Themsen maatte afvente Højvande for at komme ind i South West-India Dock, hvor vi laa i 5 Dage, og hvorfra vi dagligt tog ind til City.

Da vi aldrig havde været udenlands, var det en stor Oplevelse at komme til London, hvor der var nok at se, alene Færdselen var af et ganske anderledes format, end det vi var vant til i København. Foruden at vi naturligvis besaa British Museum, Tower, Westminster Abbey, St. Pails Kathedral, med meget mere, gjorde vi ogsaa forskellige Indkøb i nogle af Stormagasinerne, hvor man, som det blev sagt, kunde købe alt muligt lige fra en Knappenaal til en Elefant! – Opholdet fik dog hurtigt Ende, og den 5te Dags Aften lagde ”St. Thomas” ud paa Themsen, hvor den paa grund af Taage maatte blive liggende til næste morgen, da vi stod Themsen ud og snart var ude i Kanalen og Atlanten, hvor vi over 14 Dage næsten kun saa Himmel og Hav.

Turen gik ganske godt, selv om jeg i den første Tid i modsætning til min Kone led en Del af Søsyge, men efterhaanden holdt den jo op, og vi tilbragte mange hyggelig og fornøjelige timer sammen med vore Medpassagerer, hvoraf adskillige ogsaa skulde til de danske-vestindiske Øer.

Endelig en Aften fik vi Sombrerofyret i Sigte, hvilket betød at vi nærmede os St. Thomas, som vi naaede næste Morgen. Den første, der modtog udenfor Havnen, var den stilige Havnemester Kruse, som skulde lodse Skibet ind og som i hvid Uniform og med hvide Handsker adræt klatrede op ad Lejderen. Senere mødte Karantænelægen, Landfysikus Mortensen, og endelig kom forskellige andre Danske for at aflægge Visit ombord.

Naar man i længere Tid har været ombord i et skib paa Atlanten og med Undtagelse af nogle faa Skibe samt af og til Kolonner af ”Springere” og nogle Flyvefisk ikke har set andet end Himmel og Hav og naturligvis Sydkorset, som for øvrigt skuffede mig, er det et betagende Syn at sejle ind i St. Thomas’ Havn. Byen, Charlotte Amalie, som dens officielle Navn er, ligger dels langs Havnens Nordside, dels paa tre Høje sammesteds, og tager sig glimrende ud, særlig naar man ser den fra Havneindløbet.

Dersom De, kære Læser, har set Balletten ”Fjernt fra Danmark”, vil De have set en svag Afglans af Virkeligheden! De store Skibe maa enten ankre op ude i Havnen eller lægge til ved de forskellige ”Værfter” – Ø.K’s, Hamburg-Amerika Liniens, Royal mails, o.s.v., hvor Selskaberne har deres Pakhuse, beliggende paa en Ø – ”Hassells Island” – som danner Havnens Grænse mod Sydvest. For at komme i Land derfra maa man tage en Baad, af hvilke der ved Ankomsten af et Skib fra Danmark er et Utal. Ganske vist kommer de fleste ikke for at færge Passagerer til Byen men for at gøre Forretninger med Konkylier, Bananer, Ananas og andre tropiske Frugter eller ogsaa, og det er særligt Ungdommen, for at dykke ned efter Mønter, som bliver kastet ud til dem fra Skibet.

Skal man i Land, bliver man færget over til ”Kongeværftet”, som er Anlægspladsen ved Toldboden. Denne er beliggende paa den ene side af et Anlæg, den såkaldte ”emancipation garden”, der paa de andre Sider begrænses, dels af Hotellet, dels af Politistationen, som er indrettet i et gammelt Fort, og af Kasernen, som ligger på Anlæggets Østside. Anlægget var smukt beplantet med Mahognitræer, Dadel-og Kokuspalmer og andre tropiske Vækster, og i Midten var anbragt en Buste af Kong Christian den 9de.

I Anlægget var endvidere en Musiktribune, hvor den sorte ”brass band” eller eventuelt Orkesteret fra den danske Orlogsmand gav  Koncerter. Blandt de Honoratiores, som aflagde Besøg paa vor Damper, var den en gammel Skolekammerat af mig, som var Chef for Gendarmeridetachementet i St. Thomas, og han inviterede min Kone og mig til at spise til Middag hos sig i kasernen, hvor vi blev modtaget paa det venligste af hans smukke Frue og nydelige smaa døtre.

Mens vi sad ved Middagsbordet, kom der en rigtig tropisk Regnbyge, som bevirkede, at Serveringen gik i Staa, hvilket Værtsfolkene gjorde Undskyldning for, men da Køkkenet laa et Stykke fra Beboelsen, og Negrene af Frygt for ”the fever” ikke gik ud i Regnvejr, maatte vi have taalmodighed, til bygen holdt op, hvilket heldigvis ikke varede saa længe.

Ved Middagen gjorde vi første Gang Bekendtskab med ægte Skildpaddesuppe, som senere blev vores Yndlingsspise, og som var noget af det billigste, man kunne faa! Bagefter tilbragte vi en meget fornøjelig og hyggelig Aften, hvor vi fik gode Oplysninger om, hvordan Forholdene var i Dansk-Vestindien, og fortalte om det, der var sket hjemme, siden vore Værtsfolk forlod Danmark. Det blev sent, før vi kom ombord efter vores første Dag i Troperne, og det var sælsomt for os, da vi sejlede ud til Damperen, at høre Cikadernes Sang og se Morilden ved Baadens sider.

Næste Morgen tidlig afgik ”St. Thomas” til Frederiksted paa St. Croix, hvor vi skulde have vores fremtidige Hjem, og hvor vi ved Landgangen blev modtaget af en Flok hylende Negre, som gav sig til at slaas om at faa lov til at tage sig at vores bagage. Heldigvis kom Toldforvalter Bjerg for at tage imod os, og han fik beroliget de ophidsede Gemytter ved at skælde dem rigtig godt ud, hvorefter han hjalp os tilrette ved at anvise os et boarding-house, hvor vi kunde komme til at bo, indtil vi kunde finde et Hus at leje. Der var nemlig ingen tjenestebolig, hvad der jo egentlig burde have været.

Dagen efter skulle jeg til Christiansted.

Den første tid på St. Croix

Dagen efter Ankomsten skulde jeg til Christiansted, hvor Guvernøren residerede, for at melde mig til Tjeneste og modtage min Konstitution, jeg var jo nemlig af Finansministeriet antaget til at konstitueres, hvilket betød, at Guvernøren skulde konstituere mig, og det foregik ved det foran gengivne højtidelige Dokument.

Efter min Tilbagekomst til Frederiksted gik jeg på Toldboden for at hilse paa Toldforvalteren og Toldstedets Personale. Dette bestod af 2 Toldassistenter, der var danske – tidligere Underofficerer i Hærstyrken – samt en Fuldmægtig og en Kontorist, som begge var indfødte, og som udførte Arbejdet på Toldkontoret, der tillige var Postkontor, idet Toldforvalteren ogsaa var Postmester. Endvidere bestod Personalet af 1 Postbud, 4 Rorskarle og 2 Vagtmænd.

Den første tid var ret vanskelig for mig, for det første fordi alt var saa fremmedartet, og dernæst fordi det viste sig, at min tiltro til mig selv med hensyn til at klare det  Engelske i nogen grad svigtede, og endelig fordi den Toldassistent, der havde været konstitueret som Toldkontrollør i 5 Fjerdingaar, viste sig at være en mindre god Medarbejder, hvad jo i og for sig var menneskeligt, fordi han var skuffet over ikke selv at have faaet Embedet. For mig var det imidlertid ikke behageligt, men efterhaanden som jeg kom mere end i Sagerne og Sproget, gik det bedre, selv om Samarbejdet imellem os aldrig blev af det bedste.

Allerede da jeg havde været der i 14 dage, fik jeg en indbydelse fra Guvernøren til at deltage i en Herremiddag, af hvilke han afholdt et vist antal om året, og hvortil blev tilsagt forskellige Embedsmænd, Plantageejere og større Købmænd, fortrinsvis saadanne, som var medlem af Kolonialraadet. Jeg fik en Plantageejer tilbords, og da han satte megen Pris paa Bordets Glæder, var jeg en opmærksom Tilhører til hans Udvikling af sine Teorier med Hensyn til, hvordan man skulle forholde sig, naar man i Vestindien skulde ud til Middag. Han tog altid Karlsbad Salt om Morgenen forinden for at faa den fulde Nydelse af Middagen, som for øvrigt var fortræffelig!

Det var for saa vidt en uheldig Dag, denne Middag afholdtes paa, idet det var min Kones Fødselsdag, og da det var den første i Vestindien, var det jo synd, at hun skulde være alene, men heldigvis var der en Familie i Christiansted, hvis ene Medlem havde været vores Rejsekammerat, og hun sørgede for at min kone blev inviteret op til dem, hvor hun havde en meget fornøjelig Fødselsdag.

Det Arbejde, jeg som Toldkontrollør skulde udføre, var dels at forestaa Toldbehandlingen i Vejerboden, dels at have Overopsyn med Losning og Indladning samt med de Virksomheder, som enten skulde betale Udførselstold af Sukker, Rom, Mallas, Bomuld og Bomuldsfrø eller Forbrugsafgift af Rom.

Kontrollen med at Udførselstolden blev rettelig betalt, bestod kun i, at Varerne forinden Udførselen skulde angives til Forsendelse, hvorefter de kontrolleredes ved Stikprøvevejninger, hvorimod Kontrollen med Forbrugsafgift af Rom bestod i, at Plantageejerne, naar de solgte Rom, havde Pligt til, forinden den forlod Plantagen, at sende en Meddelelse til Toldkamret herom, for at Toldopsynet kunne drage Omsorg at det Lokale, hvori Rommen blev oplagt, blev sat under Toldlukke. Ved Oplæggelsen blev Romfadenes Indhold maalt, ligesom det blev maalt  og graderet ved Udtagelsen til de saakaldte ”Romboder” – en slags ”bars”, hvor Negrene kunde komme ind og købe en Snaps, som de kunde drikke paa stedet; men de skulde forlade Lokalet umiddelbart efter at Snapsen var drukket!

Disse Romboder maatte kun være aabne om hverdagen, og de skulde lukke Klokken 8 om aftenen, for at der ikke skulde blive Spektakler paa Gaden om Natten! Forbrugsafgiften af Rom blev betalt enten straks eller – efter Toldvæsenets Bestemmelse – ved maanedens Udgang. Rom der blev udført var fritaget for Forbrugsafgift, men skulde som ovenfor nævnt betale Udførselstold. I øvrigt blev indførte Varer toldbehandlet efter den paa St. Croix  gældenden ”Toldbodstakst af 1. januar 1909” som indeholdt følgende 3 Hovedgruppe: 1. Toldfri Varer, hovedsagelig Landbrugsredskaber og Maskiner til Sukker-, Rom- og Bomuldsindustrien, 2. Varer, som fortoldedes efter Vægt, som f.eks. Mel, Brød, Kød, Flæsk og andre Livsfornødenheder samt Spirituosa og Vin, der fortoldedes efter Værdi, 3. Varer, som fortoldedes efter Værdi, nemlig alle andre end foran nævnte Varer.  


Organisation og virke

Grundlaget for Toldvæsenets Organisation og Virkemaade var paa St. Croix Toldforordningen af 1, Februar 1797, idet der dog i saa henseende i gamle Dage var udstedt Forordninger og Reglementer enten af de daværende Guvernører eller af ”Præsidentskabet” – et kollegialt Raad under Guvernøren eller i sin tid under Generalguvernøren, der dog var ophævet længe før jeg kom derud.

Forretningsgangen ved Toldstederne paa St. Croix lignede i øvrigt en del Del Provinstoldstederne paa det daværende Tidspunkt ogsaa i regnskabsmæssig Henseende, dog førtes der ikke Varebog eller Kassejournal. Der opkrævedes ligesom herhjemme havnepenge af Skibene og Bropenge af Varerne, men Regnskabsføreren fik ikke noget Honorar for Opkrævningen, da de nævnte Afgifter ligesom Toldafgifterne gik direkte i Kolonialkassen.

Ekspeditionstiden var hele Aaret fra Kl. 7 til Kl. 3, for Lossen og Laden dog fra Kl. 6 til Kl. 6 Em., og kun naar Skibene arbejdede udenfor denne tid, kunde der opkræves Diæter, hvilket for miit Vedkommende udgjorde ca. 1.000 Francs aarlig. De samlede Toldindtægter ved Frederiksted Toldsted var i 1910-11 ca. 300.000 Francs, og i samme Tidsrum blev Reden anløbet af ca. 80 Dampskibe med en samlet Nettotonnage af ca. 150.000 Tons samt af ca. 350 Sejlskibe med en samlet Nettotonnage af ca. 6.500 Tons.

Da jeg havde været tjenestegørende i godt 1 Aar, modtog jeg kongelig Udnævnelse i embedet, dateret Amalienborg den 22. November 1909 og underskrevet af vor nuværende Konge, som den  Gang var Kronprins; den var ledsaget af en Skrivelse fra Guvernementet, hvori dette meddelte mig, at Hans Majestæt allernaadigst havde behaget at beskikke mig til Toldkontrollør paa St. Croix fra 1. December 1909, ”hvilket det er Guvernementet kært herved at meddele Dem”. ”Den for Dem udfærdigede Bestalling vedlægges med Anmodning om indbetaling af Gebyret Frcs. 512,50!” Det var jo en kold Straale at faa, da jeg ikke anede, at der var noget, der hed Bestallingsgebyr, men heldigvis indeholdt Brevet følgende Tilføjelse”: ”Saafremt De ikke skulde ønske at indbetale Gebyret paa en Gang, udbedes Deres Forslag til successive Afbetalinger, idet bemærkes, at Betalingen ikke kan udstrækkes udover et Tidsrum af 2 Aa.”

Det var jo et Plaster paa Saaret, og i løbet af de 2 Aar, var den Sag heldigvis ude af Verden. Jeg var nu i alt fald for længere Tid afskaaret fra at komme tilbage til det gamle Land, og jeg maatte se at indrette mig bedst muligt, hvor jeg var.

Livet i Frederiksted

Min Kone og jeg havde nogle Vanskeligheder med at skaffe os en passende Bolig, da Udvalget i saa Henseende var meget ringe, og vi maatte det første halvandet Aar tage til Takke med et meget lille Hus med 4 smaa Værelser og Køkken, hvilket var yderst ubehageligt i Varmen, hvor det netop gælder om at have store, luftige Rum. Det lykkedes os dog tilsidst at faa en noget bedre Bolig, som indeholdt betydelig større Værelser end den første, men det ser maaske nok noget bedre ud paa Papiret end i Virkeligheden!

Der blev vort første Barn født i 1910, og der tilbragte vi Tiden indtil min Kone paa Grund af Sygdom maatte rejse hjem tillige med Barnet, og jeg maatte blive alene tilbage. Det er godt, at man ikke kan se ud i Fremtiden, idet vi nemlig ikke saa hinanden i 2 Aar. I Tidsrummet fra vor Ankomst indtil min kones Afrejse gik Livet som Regel sin rolige Gang; dog havde vi af og til mere eller mindre behagelige Oplevelser, som har præget sig i vor Erindring.

Til de mere behagelige hørte f.Eks. Guvernørens Modtagelse paa Nytaarsdage og paa Kongens Fødselsdage samt det aarlige Guvernementsbal, ved hvilke Lejligheder Herrerne dog havde det særligt strengt, fordi man mødte enten i Gallauniform (Nytaarsdag og Kogens Fødselsdag) eller i Kjole (til Ballet). I øvrigt kunde saadanne Festligheder være meget morsomme, men for os, der boede i Frederiksted, var det meget anstrengende, da vi for at komme med skulde køre 2 Gange ca. 25 km. Navnlig Hjemturen henad Morgenstunden var anstrengende, og jeg var selv Kusk!

Endvidere var den danske Orlogsmands Besøg en stor Oplevelse, og vi har mødt mange elskværdige Mennesker af Skibets Officerskorps samt tilbragt mange fornøjelige Timer ombord. I de Aar, vi boede i Frederiksted, var det ”Ingolf”, som kom ud til Vestindien. Den skulde aflægge Øerne et aarligt Besøg, men det praktiseredes på den maade, at den kom en gang i November og blev til Marts, saa havde den været der i 2 Aar og kom først igen det paafølgende Aar i November Maaned!

Det var sikker af Sparsommeligheds Hensyn. Skibet laa skiftevis paa St. Thomas, i Christiansted og i Frederiksted, mindst det sidste Sted, hvorfor Opholdet her fik en mere hektisk Karakter, idet der i den korte Tid – som Regel ca. 5 Dage – skulde naas saa meget som muligt. Ligesom vi blev inviteret ombord, gjorde vi naturligvis efter Evne Gengæld.

En Besøg af ”Ingolf”, jeg  mindes med Glæde, var da den senere Admiral Carstensen var chef; han var en meget gæv Mand, som forstod at sprede Glæde omkring sig, og han inviterede os til en meget stemningsfuld og smuk Fest ombord. Der var smukt dekoreret paa Agterdækket, og vi fik et udmærket Traktement, siden blev der danset med en lille Afbrydelse, mens Flaget sænkedes til Nationalsagens Toner spillet af Skibets Orkester, hvorefter Festen fortsattes, indtil Baaden laa parat til at tage os ind til Broen.

Paa den Tur var en af vore Prinser med som Løjtnant, og han lod til at more sig udmærket i det ellers saa stille Frederiksted, hvor han blev populær.

Til de mindre behagelige Oplevelser paa St. Croix hører, da vi fik ”a tail of a hurricane”, hvilket vil sige, at vi ikke fik selve Orkanen, som heldigvis gik udenom Øen, men vi fik derimod Regnen, som følger en Orkan, og som varede 1 Døgn, i hvilket der kom ligesaa megen Regn som Sveriges aarlige Regnmængde! Og af den faldt de tre Fjerdedele i Løbet af 4 Timer.

Det var frygteligt, og Regnen foraarsagede naturligvis meget omfattende Oversvømmelser og Ødelæggelser baade af Veje, Marker og Vandledninger, af hvilke Hagemanns Sukkerfabrik ”La Grange”, som laa udenfor Frederiksted, havde et stort Overrislingsanlæg, som blev fuldstændig ødelagt. Træer og Jord blev i store Masser skyllet ud i Havet, og alle Broer og Vejene blev revet bort, ligesom Frederiksted og Omegn blev oversvømmet, saa det var umuligt at færdes til Fods i Gaderne; jeg var dog saa heldig, da jeg skulde ned paa Toldboden om Morgenen, efter at Regnen var stilnet af, at blive kørt derned af en af Købmændene, men vandet gik omtrent op i Vognen!

Forflyttelse til St. Thomas  

1911 maatte min Kone som tidligere nævnt rejse hjem, og da jeg nu var alene, kom det mig meget tilpas, at Guvernementet i Slutningen af Aaret anmodede mig om at gøre Tjeneste i St. Thomas fra 1. Januar 1912 i indtil 1 Aar. Da jeg var udnævnt til Toldkontrollør paa St. Croix, var jeg ikke forpligtet til at gøre Tjeneste paa St. Thomas, men da det kun skulde vare indtil 1 Aar, og Livet derovre var mere kosmopolitisk, tænkte jeg, at det kunde være meget morsomt, men jeg skulde have stillet Større Fordringer, end jeg gjorde,, da det nemlig viste sig, at det ene Aar kom til at vare, til Øerne blev solgt, og vi rejste hjem!

Jeg forlod Frederiksted Nytaarsdag for over Christiansted at sejle til St. Thomas med Postskonnerten ”Vigilant”, som sagdes at være den samme som den, der under Krigen med England i Begyndelsen af forrige Aarhundrede kæmpede mod Engelskmændene, hvad jeg dog meget tvivler om; jeg tror snarere paa dem, der sagde, at en Planke i Kølen var, hvad der var tilbage af den gamle ”Vigilant”!

Mellem Frederiksted og Christiansted gik der en Postvogn, som var en af de saakaldte ”double seats”, en Slags Jagtvogn, trukket af 2 store Muldyr; den var jo ikke meget presentabel og heller ikke meget benyttet, men det var saa heldigt, at der netop fra Nytaarsdag 1912 var startet en Automobilpostrute mellem Byerne, saa jeg kom ikke alene hurtigt og behageligt afsted, men ogsaa mere ”standsmæssigt” og blev altsaa den, der indviede Ruten, idet der ikke var andre end jeg! 

Som jeg tidligere har nævnt er der ca. 25 km mellem Byerne, og da det er en meget smuk Tur, der gaar midt gennem Øen og derfor hedder ”Center-line”, var det en Fornøjelse at nyde Udsigten til begge Sider, ligesom selve Vejen er smuk, fordi Vejtræerne er Palmer og paa et langt Stykke de saakaldte ”Kongepalmer”, som er meget slanke Træer med lysegraa Bark og en stor Krone af Blade i Toppen.

Da jeg naaede Christiansted, aflagde jeg et besøg hos den fungerende Guvernør, hvorefter jeg gik ombord i ”Vigilant” og ankom til St. Thomas efter en meget behagelig overfart, som nemlig kan være alt andet end behagelig, idet den, naar det er Vindstille, kunde vare 70 i stedet for 8 timer, og Dønninger er der jo i det karibiske Hav selv om det er stille Vejr, og varmt paa Søen er der endnu mere end paa Landjorden.,

Aarsagen til, at Guvernementet anmodede mig om  at gøre Tjeneste paa St. Thomas var, at det var kommet for en dag, at en på det derværende Toldkammer tjenestegørende Toldassistent havde gjort sig skyldig i omfattende Bedragerier, og at det, da den paagældende havde meldt sig selv til Politiet og var blevet arresteret, var nødvendigt at faa Toldregnskabet ført af en anden, ligesom det var paakrævet at faa oplyst Bedrageriernes Omfang, og hvorledes de var udført.

Man henvendte sig til mig, fordi man ikke havde haft Held med sig ved at lade en Toldassistent fra Christiansted fungere, idet han manglede de fornødne Forudsætninger for paa egen Haand at kunne føre Regnskabet.  

St. Thomas Tolddistrikt

Toldvæsenet paa St. Thomas, som tillige med St. Jan udgjorde eet Tolddistrikt under Toldkamret i St. Thomas (Charlotte Amalie), var i sin Tid led et af en Toldintendant, som tillige havde Amtstueforretningerne under sig. Efter at Salgsforhandlingerne med U.S.A  var strandet i 1901, blev det bestemt, at nu skulde der gøres noget for at ophjælpe Øerne, og et Led i disse Bestræbelser var at søge Administrationsudgifterne nedsat, hvilket naturligvis ogsaa medførte, at Søgelyset rettedes mod Toldvæsenet i St. Thomas med det Resultat, at Toldintendant-Embedet blev nedlagt og Toldforretningerne henlagt under Postmesteren, medens Amtstueforretningerne henlagdes under den dansk-vestindiske Nationalbank, som blev oprettet paa det nævnte Tidspunkt.

Herved sparedes det Beløb, der hidtil var medgaaet til Lønninger til Toldkamrets Personale tilligemed Lønning til Toldintendanten, og Udgifterne indskrænkedes til et Honorar paa 2.000 Francs til Postmesteren samt Lønning til en Toldassistent, som under Postmesterens Ansvar skulde føre Toldkamrets Regnskab.

Dette var jo en meget betydelig Besparelse, men da det nye System havde fungeret i 4 Aar, viste det sig, at den ”billige” ordning havde kostet Kolonialkassen mere end den ”dyre”, idet Bedragerierne, da de blev gjort op, beløb sig til ca. 40.000 Francs samtidig med, at Revisionen, som blev foretaget af en Guvernementsfuldmægtig, og som tog en rum Tid, fordi det viste sig nødvendigt at rekonstruere samtlige Regnskaber, kostede ca. 30.000 Francs, hvortil  kom hvad jeg kostede mere end en Toldassistent.

Naturligvis var det ikke kommet til at se så galt ud, dersom Revisionen af Toldregnskabet, som foretoges af Koloniernes Centralbestyrelse i København, ikke havde været 4 Aar tilbage, men saadan var forholdene den Gang. I øvrigt var Toldvæsenet paa St. Thomas noget for sig selv, idet der intet Toldopsyn fandtes og Kontrollen med Skibe og Varer indskrænkedes til Sammenholden af Skibenes Manifester med Generalangivelserne og stikprøvevis Sammenholden af Konnossementer og Fakturaer med de af Varemodtagerne udfærdigede Specialangivelser.

Inkvirering af Skibene fandt kun Sted for Smaaskibes Vedkommende i Lokaltrafik mellem de engelske Øer og St. Thomas, og de ankommende Varer udleveredes af Skibene til Varemodtagerne uden Toldvæsenets Mellemkomst, hvorved dette Arbejde hovedsagelig bestod i Regnskabsføring.

Tolden opkrævedes i Henhold til Lov af 6. April 1906 med tilhørende Anordning om Told- og Skibsafgifter paa St. Thomas og St. Jan, som var traadt i Kraft fra 1. April 1907. Ifølge Loven var Tolden 6 pct. af Værdien for alle Varer undtagen visse Varer, som var toldfri (de samme som paa ’St. Croix).

Der var en Bestemmelse i Loven om, at den skulde revideres efter 5 Aars Forløb, hvilken Frist ved Lov af 8. Juni 1912 var bleven forlænget til Udgangen af Finansaaret 1912-13. Dette var for saa vidt  et Held for mig, da jeg derved kom til at deltage i Udarbejdelsen af de nye Forslag, hvilket var et meget interessant Arbejde og samtidig fik jeg Lejlighed til at deltage i Udarbejdelsen af forskellige reglementariske Bestemmelser, som stod i Forbindelse med Lovforslaget.

Uafhængigt af dette Arbejde fremsatte jeg et Forslag til en ny Regnskabsordning, som blev godkendt ved Instruks af 28. November 1913, og til Mønster tog jeg Provinstoldstederne, som jeg dog tillempede efter de stedlige Forhold. Ved denne Regnskabsordning fik jeg endvidere indført et Blanketsystem, som toges i Brug 1. April 1914, og som i sin Opbygning meget lignede det, som herhjemme blev indført fra 1. April 1925.

Efter de nye Toldbestemmelser, nemlig Lov af 6. April 1914 og Anordning af 6. August s.A. om Told- og Skibsafgifter paa St. Thomas og St. Jan, som traadte i Kraft fra den 1. Juli s.A. blev flere Varer toldfri end efter den hidtil gældende, idet man ønskede dels at ophjælpe Havnen (Brændselsolie), dels at fremme Fabrikationsvirksomhed (Cement, Maskiner og Maskindele). Af andre Varer, som var toldfri, kan – foruden Omladningsgods – nævnes Varer bestemt til offentlig Brug, som indførtes for Statskassen, Kolonialkassens eller Havnekassens Regning, Varer indført i veldædigt Øjemed, Udstillingsgods, Reparationsvarer m.v. Endelig var Guvernementet og i nogle Tilfælde Toldkamret bemyndiget til at tilstaa Toldfrihed for forskellige Varer.

Ekspeditionstiden var ved min Ankomst fra Kl. 8 til Kl. 16, men den blev ved den nye Anordning ændret til Tiden fra Kl. 8 til 12 og fra Kl. 14 til 17. Udenfor Ekspeditionstiden opkrævedes Diæter, som i 1912 udgjorde ca.600 Francs. De samlede Toldindtægter udgjorde i Finansaaret 1912/13 ca. 205.000 Francs og i samme Tidsrum blev havnen anløbet af ca. 300 Damp- og Motorskibe, ca. 400 Sejlskibe og ca. 1.600 Smaabaade, som betalte i alt ca. 130.000 Francs i Skibsafgift.

Af andre Afgifter opkrævedes Gebyrer for Besigtigelse af Kreaturer, som androg ca. 3.000 Francs aarlig, Skibmaalingsgebyr og Konsulatafgift, hvilket sidste kun androg ringe Beløb. I denne Forbindelse kan anføres, at Skibsmaaling henhørte under Havnevæsenet, medens Registreringen sorterede under Toldkamret. Ekspeditionernes Antal var ca. 7.500 for Udgaaende og ca. 350 Folier i Varebogen aarlig foruden Ekspeditioner i forskellige andre Bøger, hvorhos der skulde udfærdiges Kopier af Regnskabsbøgerne, og da jeg kun havde en Medhjælper til min Assistance , var der jo ikke saa lidt at gøre.

Ved min Ankomst til St. Thomas maatte jeg til at begynde med bo paa Hotellet, indtil jeg kunde finde en Bolig, hvilket ikke var saa svært som i Frederiksted, og da der paa Hotellet paa det tidspunkt boede adskillige af ”Ingolf”s Officerer, var det i selskabelig Henseende en meget god Start! Men da jeg selv skulde betale Opholdet, gjaldt jo om at forkorte de saa meget som muligt, og da en ung Præst i St. Thomas skulde forflyttes til Frederiksted, lykkedes det mig at faa lavet et ”Mageskifte” med ham, saaledes at jeg midlertidigt overtog hans Bolig og han min i Frederiksted, indtil jeg kom tilbage.

Opholdet paa Hotellet blev derfor hurtigt Slut, men det havde bevirket, at jeg havde faaet nogle Bekendte, som jeg havde megen Fornøjelse af. I øvrigt kendte jeg Dommeren i St. Thomas, som var hjemmehørende i Frederiksted, mern som paa grund af ferie fungerede der, og gennem ham kom jeg i Forbindelse med flere af den danske Familier, hvilket ogsaa Postmesteren var mig behjælpelig med. St. Thomas var et meget livligere Sted end Frederiksted, idet der baade var flere danske Familier og var meget livligere Trafik paa Havnen saavel af Orlogsskibe som af Turistdampere, og da jeg var ung den Gang, og jeg ikke havde min Familie hos mig, morede det mig naturligvis at komme ud blandt Folk og komme ombord paa de nævnte Skibe, af hvilke Orlogsskibe fra Danmark, Rusland og U.S.A. var mest gæstfri.

I denne Forbindelse mindes jeg en russisk Krydser, som laa 2 Maaneder i St. Thomas i Vinteren 1912/13, og som inviterede til en stor Fest, ved hvilken der fortrinsvis serveredes ”Søbemad”! Hvor som helst man kom paa Skibet, var der en Bar, hvor Betjeningen var Officerer, og de var meget ivrige til at anbefale deres Varer, af hvilke dog nogle ogsaa var Afholdsdrikke, der imidlertid ikke havde den største Søgning!

I øvrigt var Picnics en meget yndet Form for Selskabelighed i St. Thomas, hvor de forskellige Deltagere mødte med deres Bidrag i Form af Spise- og Drikkevarer, og det var utænkeligt, naar vi mødtes, at vi begyndte et Maaltid uden i Forvejen at have faaet en rigtig vestindisk cocktail, som dog ikke var saa stærk som herhjemme, men som smagte godt i Varmen og gav Appetit til Maaltidet. En anden Form for Selskabelighed var at invitere Venner og Bekendte til cocktail-party, som altid var Kl. 18, og saa var det meningen, at man gik hver til sit, naar man havde nydt sin cocktail.

Men det skete jo ikke saa sjældent, at man, naar man havde faaet en cocktail, begyndte at tale om Mad, hvilket naturligvis kom af, at man blev sulten, og saa blev Resultatet ofte, at de forskellige Deltagere sendte Bud hjem efter deres Middagsmad, og at det blev et stort Selskab og en hel presentabel Middag med mange Retter. Drikkevarer havde man jo næsten altid, da de var bade billige og gode. Picnics afholdtes naturligvis  fortrinsvis i det fri baade om Aftenen og især, naar det var Maaneskin, som i  Vestindien  var ganske anderledes tillokkende end herhjemme. Naar man f. Eks. Havde picnic til ”the old fort”, som laa paa en fremspringende Klippe ved Indsejlingen til Havnen, eller til ”Crown” eller ”St. Peter” – Bjerge nord for Byen, som var ca. 500 Meter høje – og det foregik i Maaneskin, var det ganske eventyrligt fra Fortet at se udover det karibiske Hav, som glitrede i Maaneskinnet, eller fra Bjergene at se udover hele Øen, som laa badet i Lys, ned over Byen paa de tre Høje, som til daglig forekom os saa besværlige at komme op ad!

Under mit Ophold paa St. Thomas døde Kong Frederik den 8de den 14. maj 1912, paa hvilken Dag den nye Konge blev udråbt paa de dansk-vestindiske Øer paa samme maade som i Danmark. Paa St. Thomas skete det Dommeren, fordi Guvernøren opholdt sig paa St. Croix. Ceremonien foregik fra Indgangen til Politikammeret, udenfor hvilket der foruden alle de stedlige Embedsmænd tillige var samlet en stor Menneskemængde, og efter at Ceremonien var til ende, blev Kongesalutten affyret fra Flagbatteriet, hvorefter Embedsmændene og deres Fruer samledes tril en Reception, hvor den nye Konges Skaal blev udbragt.

Det var en stor Begivenhed paa Øerne, at en Konge døde, thi selv om Frederik den 8de ikke havde regeret saa længe, havde den indfødte Befolkning store Veneration for ”the King”, hvad de dagligt havde Lejlighed til at vise, fordi der i ”emancipation garden” var en Bronzestatus af ”the old King Christian”, og de faa af de Indfødte, som havde været i Danmark, og som havde været i Audiens hos Frederik den 8de, var meget entusiastiske i deres omtale af Kongen.

Da jeg havde været 1 Aar i St. Thomas, regnede jeg med, at min Funktionstid var til ende, men det viste sig, at Overvejelserne med Hensyn til, hvordan Toldvæsenet skulde omorganiseres, ikke var bragt til en Afslutning, hvorefter Guvernementet anmodede mig om at fortsætte endnu 1 Aar, hvad jeg gik ind paa, idet jeg dog forbeholdt mig Ret til Ferie i 1913.

Ifølge den gældende Lønningslov havde man Ret til Ferie hvert 4dee Aar, ”forsaavidt Forholdene tillader det”, saa der var jo ingen tvivl om, at jeg var berettiget dertil, men det kneb med at faa en anden til at udføre mit Arbejde, hvilket dog lykkedes til sidst ved, at en Postassistent blev midlertidig uddannet, mens  jeg endnu var tilstede, hvorefter han sammen med Medhjælperen, som for øvrigt var en meget habil Dame fra St. Thomas, tog sig af Sagerne, men jeg var borte. 

 Hjem på den første ferie

Den  4de Maj kunde jeg gaa ombord i S/S ”St. Jan”, som skulde til London, og det var naturligvis med stor Glæde og Forventning, at jeg begav mig paa denne Tur for at samles med min Familie, som i Mellemtiden var blevet forøget med en Søn. Da Skibet ankom til London maatte vi alle gaa fra Borde, fordi  Skibet var solgt til Holland, og jeg fortsatte over Land til Harwich, hvorfra jeg med den danske Damper sejlede til Esbjerg.

I London havde jeg en  morsom lille Oplevelse med Toldvæsenet i Anledning af, at jeg inden Afrejsen havde forsynet mig med godt med vestindiske Cigarer og Cigaretter, og selv om ”It is another story”, som Kipling siger, vil jeg dog alligevel fortælle den.

Da vi i South-West-India Dock skulle forlade Skibet, skulde vi jo toldefterses, i hvilken Anledning der kom en hel del Toldere ombord, og det var med meget betænkelige Miner, at de saa paa mine Cigarer og Cigaretter! Først forlangte de, at jeg skulde betale Told af dem, men da jeg  hørte, den blev ca 1½ £, protesterede jeg naturligvis, da jeg kun var paa Gennemrejse, og jeg foreslog, at Varerne blev toldlukkede og sendte uberigtiget til Harwich, men Nej, det kunde slet ikke lade sig gøre, uden at de blev oplagt paa ”Kings Warehouse”, hvad jeg protesterede mod, fordi jeg skulde rejse samme Dag, og jeg tilføjede, at der var ingen Risiko ved at lade mig gaa med Sagerne, da jeg selv var Tolder.

Det var den paagældende ogsaa ved at acceptere, og jeg kunde forstaa paa ham, at han egentlig gerne vilde, men ikke turde. Pludselig fik han en lyse Idé. Han foreslog, at jeg betalte Tolden, og at han forseglede Varerne, som jeg saa kunde faa med mig og forevise Toldopsynet i Harwich, saa kunde jeg der faa Tolden tilbage, saafremt Toldlukket var ubeskadiget, men Betingelsen var, at der blev telegraferet til Harwich; om jeg vilde betale det Telegram, som kostede 1 sh? Naturligvis vilde jeg det, hvorefter han med stor Møje og Besvær fik Tolden regnet ud og en Kvittering skrevet. Men saa skulde Cigarkasserne og Cigaretæskerne forsegles, og det skulde ske paa den Maade, at de var uemballerede, for ellers kunde Toldopsynet i Harwich ikke konstatere Rigtigheden. Det var en køn Forestilling med den Forsegling, da den foregik med ”tape” og Lak, og da jeg fik Kolloet udleveret, var jeg jo bange for, at det hele skulde gaa fra hinanden!

Men det gik godt, og da jeg kom med Toget til Harwich og skulde ombord paa Esbjergdamperen, stod Tolderne skam parat med Pengene, som de udbetalte mig efter at have overbevist sig om at Toldlukket var i Orden! Moral: Tag ikke Tobak med, naar De skal rejse igennem England, men man har jo for øvrigt Lov til at haabe paa, at der er anderledes nu end i 1913.

Det var dejlig at komme hjem til Danmark efter omtrent 5 Aars Fraværelse, og Sommeren gik med Besøg hos Slægt og Venner, idet vi dog ogsaa lejede et Hus i Fakse Ladeplads for nogen Tid, hvor vi kunde optræde som Værtsfolk! Paa denne Maade fløj Tiden afsted, og inden vi vidste et ord af det, skulde vi rejse tilbage. Tilbagerejsen foregik via Hamburg direkte til St. Thomas, hvortil vi ankom den 25. oktober 1913 og skulde fortsætte vort Tropeliv, heldigvis for mig med den Forskel, at jeg havde min Familie hos mig.

Nu skulde min Kone, som havde været fraværende i ca. 2½ Aar, genoptage sin huslige Sysler under andre Forhold, end hun i lang Tid havde været vant til, ligesom Børnene skulde lære Engelsk, men det gik meget godt alt sammen, selv om Børnene ikke kunde et Ord, da de kom derud;   jeg husker tydeligt, at den ældste, som var tre Aar, efter at den første Ængstelse for de Sorte var borte, med en af dem paa hver Side gav sig til at fortælle dem en hel Masse – paa Dansk, som de ikke forstod noget af, men ved Hjælp af forskellige Fakter lykkedes det hende at gøre sig forstaaelig, og de Sorte var begejstrede, som de altid var for hvide Børn.

For øvrigt lærte Børnene meget hurtigt at tale Engelsk, allerede ved Juletid var de fuldt fortrolige dermed. Ved udløbet af 1913 gentoges den samme Forestilling som Aaret forud med Hensyn til min funktion paa St. Thomas, og jeg fik efterhaanden den Opfattelse, at det af en eller anden Aarsag kun gjaldt om at trække Tiden ud saa længe som muligt, og da Verdenskrigen begyndte i 1914, var Overvejelserne stadig ikke end, og min Funktionstid blev derfor forlænget paa ubestemt Tid, hvilket betød, at den varede ved Øernes Afstaaelse! I al den tid, jeg var i Vestindien, var der intet Avencement indenfor Toldvæsenet, uagtet de to Toldforvaltere paa St. Croix var ca. 55 Aar, da jeg ankom, hvilket jeg regnede for en høj Alder i Troperne, men ikke destomindre var de tjenestegørende endnu, da Øerne blev solgt, og det var jo udenfor min Beregning, da jeg søgte derud!

Efter min Opfattelse var det et Fejlgreb at lade Embedsmændene være i Vestindien hele deres Liv, det burde have været saaledes, som Tilfældet er i de store Kolonilande, hvor 10 Aar i Troperne regnes for ligeså meget som 20 Aar i Moderlandet, og at det betragtes som en Fortjeneste at have gjort Kolonitjeneste, hvorved man faar et Forspring. De eneste, der var ansat paa Tid, var Gendarmerikorpsets Tjenestemænd, de kunde gaa ind i deres Nummer hjemme, efter at deres Tid var udløbet, hvilket var en stor Fordel,  da Opholdet i Troperne er enerverende i det lange Løb.

I 1912-13 fik ”Ø.K.” Koncession paa et Havneanlæg i den østlige Del af St. Thomas Havn, den saakaldte ”Long Bay”, hvor der inddæmmedes ca. 180.000 m2 Land, og hvor der anlagdes en Kaj af ca. 650 m’s Længde beregnet til store Skibe foruden ca. 125 m Kaj til Smaafartøjer, og en ”Oliebro” beregnet for Skibe, der anløb Havnen for at indtage Brændselsolie til Skibsbrug. Desuden opførtes Pakhuse, særlig beregnet til transiterende Gods, hvorhos der opstilledes Oliebeholdere og Kulkraner af meget betydelige Dimensioner.

Endelig opførtes et Elektricitetsværk, som dels skulde give Lys og Kraft til Havneanlægget, dels skulde forsyne Byen dermed. Dette Havneanlæg som tillige med den øvrige del af Havnen blev uddybet til 10 m’s Vanddybde, toges i Brug i 1915, og betød jo en mægtigt Udvidelse af Havnens Kapacitet og var beregnet paa at tiltrække de Skibe, der skulde gennem Panamakanalen, som aabnedes i 1914. Desværre kom Krigen og ødelagde disse Udsigter for os.

Til at forestaa Bygningen af dette Anlæg, som udførtes af Monberg, Saabye og Lerche, ankom i 1913 en ung Civilingeniør, og baade han og hans Kone blev og er stadig vore meget gode Venner, og da der samtidig kom baade en ny Chef for Gendarmeridetachementet, en ny Apoteker, en ny Guvernementsfuldmægtig og en ny Provisor paa Apoteket, som alle kom godt ud ad det med hverandre, blev det jo foruden alle vore andre Bekendte til en stor Omgangskreds, som vi havde megen Glæde af.

Det blev saa at sige en fast Aftale, at Guvernementsfuldmægtigen, Provisoren og jeg om Søndagen gik en Tur sammen - undertiden var vi kun to – saa startede vi Kl. 8 og gik til Kl. 12. Der var jo mange smukke Ture forskellige Steder paa Øen, hvorfra man havde den skønneste Udsigt til alle Sider, men anstrengende var det, og undertiden blev Tørsten saa stærk, at vi maatte se at faa en Kokosnød slaaet ned, eller ogsaa faa en Negerdreng for gode Ord og Betaling til at klatre op i en Palme og faa nogle ned til os. Saa gjaldt det om at faa en Ende af Nødden hugget af, saa man kunne komme ind til ”Mælken”, som var dejlig kølig og læskende!

Jeg husker en Dag, hvor Provisoren og jeg gik en særlig lang Tur til Øens Østside, og jeg havde min Hund med, en sort Grævling – da var det saa varmt, at det kneb for os at klare os, men det var værst for Hunden, som til sidt løb i Forvejen, til den kom til at Træ, under hvis Skygge den blev liggende, til vi indhentede den. Det sidste Stykke Vej maatte jeg bære den, hvad der ikke gjorde Sagen bedre for mig, og jeg skal love for, at ”Gin-cocktailen” som altid ventede os efter saadan en Tur, smagte særlig godt den Dag.  

Urolighederne 1914

I Forsommeren 1914 viste der sig adskillige Tegn paa politisk Uro i Europa, og et af Tegnene ude hos os var Erstatning af ældre Orlogsskibe, udstationerede i Vestindien, med tilsvarende af nyeste Type, og den sidste af disse laa netop i St. Thomas den Dag, da vi gennem ”West-India and Panama Telegraph company”, som havde Koncession i Dansk-Vestindien, Lørdag den 1. august 1914, Kl. 8,30 p.m. modtog følgende ”Special”: Germany has declared war against Russia”!

Krigen betød jo et stort afbræk i Handelen paa St. Thomas, idet Koffardifarten for en stor Del ophørte; dog vedblev Øernes Forsyninger at komme, fordi de for Størstedelen kom fra U.S.A., som var neutral til 1917, og selv fra Danmark kom der af og til et Skib, saa vi slap fuldstændig for alt, hvad der hedder Rationering, hvilket var en stor fordel og bevirkede, at vi i Virkeligheden ikke mærkede Krigen saa meget.

Derimod havde vi mange Orlogsskibe, af hvilken enten en engelsk eller fransk Krydser i lange Tider dag ud og dag ind patrouillerede udenfor Havnen uden dog at komme ind for at forhindre, at tyske Skibe løb ud eller ind. Af Orlogsskibe, som anløb Havnen, var der saavel en australsk som en japansk Krydser, som dog kun aflagde Lynvisit, hvorimod et amerikansk Skoleskib laa nogle Dage i Havnen, og Chefen inviterede os ombord til five o’clock tea, hvilket var meget fornøjeligt.

Traktementet var der dog ikke meget stads ved, idet det bestod af Sandwiches med forskellige Slags ”paste”, som dog smagte nogenlunde ens! I Slutningen af 1915 blev det danske Orlogsskib ”Valkyrien”, at hensyn til nogle paa St. Croix stedfundne Optøjer, med den senere Viceadmiral Konow som chef beordret ud til Vestindien, hvor den havde Station saavel på St. Croix, som paa St. Thomas, Side 20 Og den forblev i Vestindien indtil Øernes Afstaaelse. Det var rat at se en dansk Orlogsmand igen, og det var et ualmindeligt elskværdigt Officerskorps med Chefen i Spidsen, der var ombord, som gav mange baade fornøjelige og stemningsfulde Fester i de 1½ Aar, ”Valkyrien” laa derude.

Det var naturligvis ikke Hovedopgaven, idet den som nævnt var at tage sig af eventuelle Optøjer. Da derfor ”Valkyrien”  kom til St. Thomas, forblev den kun kort Tid der, hvorefter den afgik til Christiansted og satte bevæbnet Mandskab i  Land, hvilket i høj Grad virkede afsvalende paa de ophidsede Gemytter, og selv om der ikke blev de idylliske Tilstand paa St. Croix, der var i min Tid, var roen dog genoprettet, uden at der var sket større Skade, og ”Valkyrien” kunde efter nogen Tids Forløb atter afgaa til St. Thomas og fejre Julen der.  

1916

Ved Aarsskiftet tænkte vi os ikke at 1916 – udover Krigen – skulde bringe os større Overraskelser, men vi tog ganske Fejl. For det første kom vi til at opleve en rigtig vestindisk Orkan, hvilket var en meget uhyggelig Oplevelse, som jeg maa beskrive nærmere senere, for det andet fik vi ved et Telegram fra U.S.A. den 1. august de Rygter bekræftet, som i lang Tid havde svirret om, at Øerne skulde sælges, og endelig oplevede vi et Guvernørskift, idet den daværende Guvernør tog sin afsked fra Udgangen af Oktober 1916 og forinden afrejste derfra og efterfulgtes af Chefen for ”Valkyrien”, hvem den sørgelige Pligt kom til at paahvile at aflevere Øerne til U.S,.A. og kommandere vort gamle Flag strøget.

Ved første Øjekast fandt min Kone og jeg, at Tanken om Øernes Afstaaelse var tiltalende, fordi den aabnede os Adgang til igen at komme til Danmark, som vi altid havde længtes efter, og til at kunne blive hjemme, men ved nærmere Eftertanke fandt vi, at Tanken egentlig var ganske absurd, naar vi tænkte paa, hvilke Strømme af Blod man i Europa – ligesom nu – ofrede paa at forsvare hver Fodsbred Jord. Og saa vilde Danmark for Penge – om end det ogsaa var mange, saa dog Penge – give Afkald paa noget af Landet; for selv om det var nogle smaa Øer langt borte med en Befolkning, som fortrinsvis bestod af Negere, var Øerne dog af stor Betydning for os, saafremt vil vilde ofre noget paa deres Ophjælpning, og vi syntes at Befolkningen havde haft Krav paa en bedre Behandling end at blive solgt – om jeg saa maa sige – det den højestbydende.

Og hvad hjalp saa at det med Afstemning paa Øerne, da man den Gang ialtfald kunne faa Negrene til den ene Dag at stemme paa eet og den næste Dag paa det modsatte, hvis man havde Lyst. Og de Kommissioner, man sendte hjem, en fra St. Thomas og  St. Jan og en anden fra St. Croix, var jo kun Spilfægteri, fordi Sagen, da Kommissionerne endelig naaede Danmark, i realiteten var afgjort!

Da Salgsforhandlingerne imidlertid antog mere faste Former, virkede det ialtfald paa mig saadan, at al min Energi og Lyst til mit Arbejde forsvandt, da det stod mig klart, at det, som jeg igennem Aarene havde gjort for at prøve paa at udrette noget i min Gerning, i Virkeligheden havde været forgæves.  

Orkaner

I Vestindien var der en Tid paa Aaret, som kaldtes ”Hurricane season” – Orkantid – og som regnedes fra 25. Juli til 25. Oktober. I dette Tidsrum antog Himlen særlig ved Solnedgangstider de mest fantastiske og pragtfulde Farver, ligesom Vejret kunde være meget uroligt, hvilket kunde give sig Udslag i Orkaner. En Orkan er Ligesom en Cyklon en Hvirvelvin, men den er meget stærkere og foraarsager meget større Ødelæggelser.

Naar en nærmer sig et sted blæser den som Regel fra Nordøst med større og større Hastighed, indtil man er i dens Centrum, hvor der er blikstille en Timestid, hvorefter den pludselig springer om til den modsatte Side og blæser derfra med samme Styrke som før Centrum, indtil man kommer saa langt fra dette, at Vinden begynder at blive nogenlunde normal.

I  Løbet af Orkantiden kunde der ugentlig passere flere Orkaner, uden at de dog ramte de danske Øer, og i den Tid, jeg var i Vestindien, oplevede jeg kun én Gang en Orkan, men dens Virkninger var ogsaa frygtelige.

Det var den 9. Oktober 1916, at Vejret blev saadan, at man maatte regne med, at det vilde blive Orkan, idet Vejret var særlig varmt, lummert og diset, hvorhos Bølgeslaget var stærkere end sædvanligt, ligesom Barometret, som normalt bar meget stabilt,  var stærkt faldende. Jeg var sengeliggende i de Dage af Feber, som man undertiden fik, men da Orkanen blev anmeldt, hvilket skete ved 2 Kanonskud hurtigt efter hinanden fra Flagbatteriet, maatte jeg jo op og prøve paa at hjælpe lidt til med at skodde op, hvilket dog viste sig overflødigt, idet min Kone og Pigerne ordnede den Sag paa bedste Maade.

Dette var ogsaa nødvendigt, dersom man vilde undgaa, at Vinden skulde rive Skodderne op, hvilket vilde være en Katastrofe baade for os selv og for Huset. Om Eftermiddagen ved 5-6-Tiden tog Orkanen pludselig fat og hvirvlede store Støvmasser op, som hyldede alt i Taage, og de Mennesker, der endnu var  udendørs, fik travlt med at komme ind. Samtidig blev alt løst  Inventer, som stod udenfor, bragt i Sikkerhed. Da alle Skodder var lukket baade for Vinduer og Døre, var der ganske mørkt i Stuerne, hvorfor vi maatte have kunstigt Lys, men da det første, der sket, efter at Orkanen var begyndt, var, at den rev alle Lysledningerne ned, maatte vi tænde ”Orkanlygterne”, som svarer til dem, vi herhjemme kalder Flagermuslygter, og selv om de ikke gav meget Lys i Stuerne, kunde vi dog nogenlunde klare os.

Da Orkanen i nogle Timer havde raset, som om alle onde Aander var sluppet løs, og mens Regnen strømmede ned, som det kun sker i Troperne, mærkede vi, at der maatte være noget galt ved Taget over Spisestuen, idet Vandet begyndte at løbe ned fra Loftet; vi kunde jo ikke komme udenfor for at se, hvad der var i Vejen, men det viste sig Dagen efter, at der var revet et Hjørne af Tage.

Vi prøvede paa at tørre Vandet op med Klude, men dette viste sig snart at være haabløst, hvorefter vi maatte prisgive Spisestuen, som blev fuldstændig oversvømmet. Omtrent samtidig begyndte en af Skodderne at klapre paa en meget mistænkelig Maade, og det viste sig, at Vinden var ved at rive en af Krogene i Karmen ud; det lykkedes os dog ved Hjælp af et Reb at klare Situationen – og pludselig holdt Orkanen inden! Jeg skal love for, at vi trak Vejret lettet! Det viste sig imidlertid ved nærmere Undersøgelse, at vi var kommet ind i Centrum, hvor der som beskrevet var fuldstændig Vindstille.

Det var en ganske ejendommelig Følelse, og min Kone og Pigerne lukkede en Dør op for at se, hvordan det saa ud udenfor, men da det var bælgmørkt, var der ikke meget at se, undtagen naar Maanen en Gang imellem kom til Syne bag de drivende Skyer.

Det saa ud til, at der var sket betydelig Skade, men Det var dog for intet at regne mod, hvad der skete i ”anden akt” . Efter en Timestids Forløb begyndte det at blæse fra Sydvest med samme Styrke, som før vi naaede Centrum, og det have ikke blæst ret  længe, før der lød et vældigt Brag, og samtidig begyndte Regnen at sile ned  i min Seng, saa jeg hurtigst muligt maatte retirere til et mere sikkert Sted! Det vist sig, at en Bjælke fra Galleriet paa et af de højere liggende Huse, som for øvrigt laa et godt stykke borte, var revet af og slynget ned paa vort Tag, som ikke havde kunnet staa for det Tryk og havde slaaet en Revne (Tagene i Vestindien er som Regel af Bølgeblik). Et Øjeblik derefter lød et nyt Brag, og samtidig fløj en stor Bjælke gennem Væggen, som var af Træ, og ramlede mod et Skab, som stod paa den modsatte Væg. I Værelset sad Pigerne hver med et af vores Børn paa Skødet og halvsov, men de for jo op med et Skrig, ligesom Børnene fik et Chock, hvad der ikke var saa underligt. Heldigvis skete der ingen Ulykke, hvad der let kunne være sket, eftersom Bjælken fløj ind lige over Hovedet paa et af Børnene. Efter at dette var sket, hørte vi adskillige Gange, at Vinden stadig slyngede Bjælker omkring, det lød som et Bombardement, men heldigvis blev vort Hus ikke oftere ramt direkte. Da Orkanens andet Afsnit havde varet nogle Timer, begyndte Vinden af løje af og Barometeret at stige, hvilket viste, at Faren var forbi for den Gang, og vi kunde nu lægge os til Ro efter en meget uhyggelig og spændende Nat. Det var et sørgeligt Syn, der mødte os, da vi den næste Morgen saa ud ad Vinduet. Udenfor Huset til den ene Side laa Galleriet fra Naboens Hus, og til den modsatte Side var alle de der voksende Palmer og andre Værksteder mere eller mindre ødelagt og brækket over. Og saa man videre ud over Byen, da lignede den de Billeder, man ser af bomberamte Byer i Europa for Tiden; Tagene var i mange Tilfælde revet af, og nogle Huse laa helt i Ruiner. Værst var det gaaet ud over Negerhusene, som var af Træ, og som i Reglen stod paa Pæle, de laa   med Bunden i Vejret, og der var endogsaa et beliggende paa en skrænt ned mod Vandet, som af Vinden var kastet ud over en Vej og længere ned ad Skrænten, hvor det var havnet i et Træ med Bunden i Vejret, og der var ovenikøbet Mennesker i det under den Luftrejse! De slap dog heldigt fra Turen, men blev naturligvis dyngvaade, da Bunden paa Huset kom i Vejret! ”Emmancipations garden” var saa temmelig raseret for Træer, og kun Christian den 9des Buste stod uskadt paa sin Sokkel! Saa Side 23 Man ud over Havnen, opdagede man at ”Valkyrien” var det eneste Skib, som flød paa Vandet, men det havde været lige ved at gaa galt tiltrods for, at Maskinen under hele Orkanen gik ”full speed ahead”. Den havde da ogsaa flere Gange været ved at blive paasejlet af løsrevne Skibe, som drev rundt i Havnen. Endvidere var af større Skibe baade to tyske Dampere og en tremastet Skonnert strandet, og Mandskabet fra det sidste Skib var blevet reddet af ”Valkyrien”. Ogsaa det nye Havneanlæg var blevet slemt molesteret, idet de to store Kraner var væltet og ødelagt, ligesom Pakhuse og Elektricitetsværk havde lidt stor Skade, og en Del Materiel hidrørende fra Anlægget af Havnen, var kastet paa Land. Som By og Havn var den øvrige del af Øen med ødelagte Veje og Vegetation, og Skaderne androg adskillige millioner. Efter Orkanen vedblev Regnen at strømme ned i lange tider, hvilket ikke bidrog til at forbedre Sagerne, men den gjorde dog den Gavn, at Vegetationen i Løbet af en Ugestid kom i Gang igen, men det varede længe, inden Øen fik sit sædvanlige Udseende, saa det oplevede vi jo ikke! I den følgende Tid forestod et stort Oprydnings- og Genopbygningsarbejde, i hvilken Anledning der indførtes en Mængde Bygningsmaterialer, som paa grund af de ekstraordinære Forhold fik lov til at indgaa toldfrit samtidig med at den danske Stat bevilgede et større Beløb til Lindring af Nøden blandt den indfødte Befolkning, og lidt efter lidt traadte de uhyggelige Begivenheder, vi havde oplevet, noget i Baggrunden, saa vi bedre kunde have vor Opmærksomhed henvendt paa det, som forestod.   Overdragelsen til USA Forhandlingerne om Øernes Salg var nu traadt ind i den afsluttende Fase, og der stod i Hovedsagen ikke andet tilbage end de sidste Formaliteter., bl.a. at fastsætte Tidspunktet for den formelle Overdragelse. Forinden blev der – foruden af den danske Kirke – af de forskellige Kirkesamfund, hvoraf der var adskillige i St. Thomas, foranstaltet Afskedsgudstjenester Side 24 Hvortil Embedsmændene og deres Fruer blev inviteret; de var alle smukke og prægede af den Vemod, man følte ved den nære Adskillelse, og paa os gjorde de særlig dybt Indtryk. Ydermere oplæste Guvernøren ved en Højtidelighed i Modtagelsessalonen i Guvernementshuset i St. Thomas den 17. marts 1917 et aabent Brev fra Kong Christian den X til Indbyggerne paa St. Thomas, St. Croix og St. Jan, hvori han tog Afsked med dem. Oplæsningen fandt Sted i Overværelse af Embedsmændene, Kolonialraadets Medlemmer og mange af Øens andre Indbyggere, først paa Dansk og derefter paa Engelsk, og Oplæsningen gjorde et dybt Indtryk paa os alle. Endelig var Dagen for Overdragelsen fastsat til den 31. Marts 1917 Kl. 4 p.m., og forinden inviterede Guvernøren som Chef for ”Valkyrien” os til en Souper ombord, hvor vi for sidste Gang nød Gæstfrihed, som vi saa mange Gange havde gjort, mens ”Valkyrien” havde ligget i St. Thomas. Det var en meget smuk Fest, men det kunde naturligvis ikke undgaas, at den var præget af den nære Adskillelse og Øernes Overdragelse den næste Dag, hvilket kom til Orde i Kommandør Konows Tale. Næste Dag – den 31. marts 1917 – oprandt mørkt og regnfuld. Hvilket forsaavidt stemte god med vor triste Sindsstemning, men op ad Dagen klarede det op, og da Tidspunktet for Overdragelsen nærmede sig, var det det sædvanlige pragtfulde Vejr, hvilke tjo hjalp lidt paa Stemningen. Allerede ved 2-Tiden begyndte Folk at stimle sammen omkring Kasernepladsen, hvor Overdragelsesceremonien skulde foregaa, ligesom en stor Mængde tog Opstilling paa Politikammerets flade Tag, hvor der efterhaanden var stuvende fuldt, og hvorpaa der var en glimrende Udsigt. Paa Pladsen samledes Officerer fra ”Valkyrien”, Civilembedsmændene, Kolonialraadsmedlemmerne, Konsulerne og andre særlig indbudte indenfor en Afspærring af Gendarmeri, Matroser og Politi, som imidlertid havde et nemt ”job” med at holde Orden, da Publikum opførte sig upaaklageligt. Lidt før Kl. 4 rykkede det amerikanske Æreskompagni ind paa Pladsen og tog Opstilling med Front mod Kasernen, og kort efter forkyndte 15 Kanonskud, at den amerikanske Officer, der skulde overtage Øerne, gik fra Borde. Omtrent samtidig hørtes Hornsignaler, som Tegn paa, at Kommandør Konow gik i Land ved Molen. Noget affyredes atter Kanonsalut til Ære for den amerikanske Guvernør, da han gik i land og modtoges Side 25 Af den danske, hvorefter de sammen passerede Æreskompagniets Front og blev hilst med Hornsignaler. Begge gik derefter langs Fronten af Embedsmænd m.fl. som havde taget Opstilling  nedenfor Politikammeret, og Kommandør Konow præsenterede hver enkelt af os for Amerikaneren, hvorefter de med deres Følge forsatte til Kasernens Officerskvarter, hvor fuldmagterne til at foretage Overdragelsen skulde prøves, og hvor Protokollen skulde underskrives. Ventetiden blev temmelig lang, men den blev paa en behagelig Maade afbrudt ved Ankomsten af det danske Æreskompagni, som under anførsel af en af ”Valkyriens Officerer med prisværdig Appel marcherede ind paa Pladsen og i snorlige Rækker tog Opstilling overfor det amerikanske. Efter at Overdragelsesprotokollen var underskrevet, traadte de to Guvernører ud paa Pladsen, tog Plads foran hver sit Æreskompagni og trak deres Sabler, samtidig med at Æreskompagnierne presenterede Gevær, og der paafulgte nu under Dødsstilhed nogle for alle tilstedeværende uforglemmelige Minutter. Kommandør Konow udtalte saa tydeligt, at alle kkunde høre det: ”In the name of His Majesty King Christian the tenth of Denmark I hereby proclaim the tranfer of the Danish Westindies to The President of The United States of America”, hvorefter han til Flagvagten kommanderede: Hal ned Dannebrog”, og under Kanonsalut fra Batteriet og samtlige Krigsskibe og til Nationalsangens Toner sænkedes vort gamle Flag for sidste Gang over de dansk-vestindiske Øer – et for alle Danske meget beskæmmende Øjeblik. Da Flaget var strøget, skiftede Æreskompagnierne Plads, hvorefter det amerikanske Flag under Kanonsalut og til Tonerne af den amerikanske Nationalsang hejstes paa Flagbatteriet og samtlige offentlige Bygninger, hvorpaa det danske Æreskompagni afmarcherede samtidig med, at Kommandør Konow forlod Pladsen med sin Stab. Man havde ventet, at Hejsningen af det amerikanske Flag skulde give Anledning til Glædesdemonstrationer, men for dem, der ventede det, blev det en Skuffelse, idet der kun lød nogle spredte Hurraraab, og de tilstedeværende Amerikanere, som havde medbragt smaa amerikanske Flag for at vifte med dem, naar ”Old Glory” gik til vejrs, foldede dem stilfærdigt sammen og puttede dem i Lommen, da de saa, hvor smukt og roligt Ceremonien gik for sig, hvilket i første Række skyldtes Kommandør Konows værdige Udførelse af sit vanskelige og sørgelige Hver. Det blev, som adskillige Amerikanere skal have sagt, og som vi ogsaa selv havde Følelsen af, en Begravelsesceremoni. Side 26. Efter Øernes Afstaaelse tog ”Valkyrien” Anlæg ved det nye Havneanlæg for der at indtage Kul og Proviant til Rejsen hjem, som var fastsat til den 3. April. Indtil den Dag saa vi ikke meget til vore Bekendte ombord, idet disse var optaget af Rejseforberedelserne, men ved Afrejsen modtog vi alle et Kort fra ”Valkyriens” Officerer saalydende: Et hjerteligt Farvel og de bedste Hilsner sendes vore Venner i Dansk-Vestindien med Ønsket om alt godt i Fremtiden.” Om Eftermiddagen fandt Afrejsen Sted under Kaninsalut for det Amerikanske Flag, og det var med dyb Sorg, vi saa det sidste ”Stykke Danmark” staa ud af Havnen. Da jeg kom hjem fra Overdragelsesceremonien, fik jeg at vide, at der var ringet til mig fra Toldkamret, hvor det viste sig, at et Par amerikanske Søofficerer ønskede at tale med mig, hvad jeg naturligvis ikke havde megen Lyst til, men vanskeligt kunde undslaa mig for. Da jeg kom derned, viste det sig, at man ønskede at foreslaa mig at fortsætte midlertidigt under amerikansk Styre, hvad jeg var ganske utilbøjelig til. Dette undrede tilsyneladende Amerikanerne, men da jeg endnu havde meget at udrette paa Toldkamret, tilbød jeg at være til deres Disposition, dersom der var noget, jeg  kunde hjælpe dem med. Dette tog de imod, men jeg kunde se paa dem, at de ikke kunde forstaa, at jeg vilde afslaa et ”job” og i Stedet for gøre noget gratis! Da jeg den følgende Morgen kom paa Kontoret, blev jeg venligt modtaget af min Efterfølger – Lieutenant-Commander Shaw – som nok saa hyggeligt med Cigaret i Munden havde anbragt sig i min Stol og paa ægte amerikansk Maner lagt begge Benene op paa Bordet! Det var jo noget anderledes, end hvad Folk var vant til at se paa Toldboden, men ganske fornøjeligt! Den første Ekspedition, der kom, skulde jeg tage, fordi det var Side 27 Klarering af noget Gods, der var indkommet før Overdragelsen; Modtageren var en Indfødt, som var temmelig stor paa det, nu han var Amerikaner, og jeg skulde have Kanel! Men lige idet han var gaaet ud ad Døren, sagde Mr. Shaw til mig: ”You want me to jump on him!” hvortil jeg svarede, at det var der vist ikke Anledning. ”You only tell med, I don’t want anybodu to insult You.” svarede han, hvorpaa jeg fortsatte mit arbejde, og han gik sin Vej nogen Tid. En halv Timestid senere mødte der en Underofficer og en Menig, som medbragte et par Reolvere, som de meget højtideligt bad om at maatte faa Lov tilæ at hænge op paa Væggen, og som de anbragte, saa de var meget synlige fra Indgangen! Da Mr. Shaw kom tilbage, fortalte jeg om, hvad der var sket, mens han var borte, hvortil han svarede: ”I told the Captain what happened here this morning, and he said, You can get  som arms and do what You find necessary”! Der sket nu ingen Episoder, men dette lille Intermezzo gav en dansk Avis Anledning til at sige, at der af Amerikanerne var blevet skudt paa Befolkningen! I den Tid, der gik, inden der kom Skib ud efter os, havde jeg et udmærket Samarbejde med Amerikanerne, særlig Mr. Shaw, som adskillige Gange komi vort Hjem, og som ogsaa inviterede mig om bord paa den Orlogsmand, hvis Officerskorps han tilhørte, idet han dog gjorde mange Undskyldninger for, at han paa Grund af Spiritusforbuddet i den amerikanske Marine ingen cocktail kunde byde mig; heldigvis var det samme jo ikke Tilfældet hos os, hvad han syntes at sætte stor Pris paa! Da han forlod St. Thomas, sendte han mig et brev, hvilket resulterede i, at vi i flere Aar korresponderede, indtil Afstanden mellem os efterhaanden blev for stor! I den sidste Maanedstid var der mange Ting, der skulde ordnes i Anledning af vor Afrejse, og da alt ikke Side 28 Kunde vente til sidste Øjeblik, maatte vi i Tide forlade vort Hjem, dels fordi Bohavet skulde pakkes ind, dels fordi vi skulde se af realisere, hvad vi ikke kunde bruge hjemme i Danmark. Vi flyttede derfor i Pensionat i den sidste Maaned og tog Afsked med vore  sorte Tjenestefolk, hvad vi dog ikke gjorde uden Vemod, da de havde været længe hos os, og de fællede mange Taarer, da de skulde sige Farvel til Børnene. Paa Toldkamret var jeg omtrent færdig; der manglede kun den formelle Aflevering af det uberigtigede Gods, Inventar m.v., som fandt Sted den 2. Juni i Overværelse af den danske Stats ”Specialkomissær”, den senere Generalkonsul Baumann, den fungerende amerikanske Guvernementssekretær, Lieutenant-Commander Crowell, den fungerende amerikanske Toldkasserer, Lieutenant Moore, Postmesteren og jeg, og der blev udfærdiget en af os alle underskrevet Overleveringsforretning forsynet med Guvernementet for de dansk-vestindiske Øers Segl! Et Eksemplar af den forefindes paa Toldmuseet i København (Nr. 1198). Nu var alt klar til Afrejsen, vi manglede kun Skibet, der skulde føre os hjem! Men det var jo ogsaa en væsentlig Mangel! Vi fik Gang ppa Gang Ordre til at holde os klar til Start, uden at det blev til noget. Endelig kom Skibet dog; det hed St. Thomas”, og det skulde foruden os ogsaa hente de Danske, der boede paa St. Croix, og som skulde hjem. Efter indhentet Tilladelse tog vi med derover for for sidste Gang at faa Lejlighed til at se denne Ø og samtidig tage Afsked med vore Bekendte der. Da vi kom tilbage til St. Thomas, fik vi udleveret vore Pas, udstedt af de amerikanske Myndigheder, og for vort Vedkommende lød det paa: ”Mr. Bay, wife and two children (white)”! Den 19. juli fandt Afrejsen Sted efter en lille Højtidelighed ombord, hvorunder Specialkomissæren ved et Glas Vin tog Afsked med os. Rejsen gik nu Nord paa langs U.S.A til Halifax, derfra i østlig Retning mod Færøerne og videre til Norge, hvor vi ud for Trondhjem kom ind paa Norsk Territorialfarvand. Herfra gik Turen Syd langs Norges Kyst til Kap Lindesnæs, gennem Skagerak-Kattegat til Øresund, og endelig naaede vi København efter omtrent 1 Maaneds Sejlads. Langs Amerikas Kyst gik vi desværre saa langt ude, at vi ikke kunde se Land, og da vi kom op i Nærheden af Kanada, kunde vi, tiltrods for, at vi ikke gik saa langt ude, heller intet se, men det var paa Grund af Taage, som i et par Døgn af og til var saa tæt, at vi, naar vi stod midtskibs, ikke kunde Side 29 Se Skibets Stævn! Det var temmelig uhyggeligt, fordi der i Farvandet var stærk Færdsel, og vi hørte Dampere tude rundt omkring. Saaledes skød pludselig en stor hollandsk Damper ud af Taagen ganske nær ved os, uden at der heldigvis skete noget! Da det ved brug af Lodder var konstateret, at vi nærmede os Land, foretrak Skipperen at ankre, og vi laa for Anker en halv Dags Tid, indtil Taagen pludselig lettede, og det viste sig da, at vi laa ganske nær ved Land uden for Halifax! Det var dejligt at kunne se sig om, som det viste sig, i skønne Omgivelser, som vi fik Lejlighed til at betragte nogen Tid, fordi vi maatte afvente det Øjeblik, da der blev aabnet for Havnen. Denne var nemlig af Hensyn til Ubaadsfare lukket med Minespærring og Jernporte. Endelig kom vi ind i Havnen, hvis Beliggenhed er meget lig Københavns, men den ender i en meget stor Indsø, som var fyldt med smaa Skibe, der laa for anker og ventede paa Inspektion. Vi talte 80 store Dampere, det var et imponerende Syn! I selve Havnen laa der ogsaa mange store Skibe, vi saa f.Eks. ”Olympic”, som den Gang blev brugt som Troppetransportskib. Halifax var den Gang Inspektionshavn i Stedet for Kirkwall, som var blevet opgivet paa Grund af den ”udvidede” Undervandsbaadskrig, og vi nød den ære at blive efterset af den den Gang verdensberømte Mr. Jones, som ogsaa havde været Inspektionsofficer i Kirkwall. Det var dog et meget lempeligt Eftersyn, idet vi mødte familievis hos ham, han saa kun paa vore Pas, og vore Sager blev slet ikke set efter! Desværre maatte vi ikke gaa i Land, hvad vi var meget ked af, da baade by og Land saa meget tiltalende ud, saa vi maatte nøjes med at se ind i ”det forjættede Land” Den sidste Dag fik vi Proviant ombord, og samtidig blev Redningsbaadene sat i Vandet, og nogle af Passagererne beordret til at bemande dem, for at de kunde faa Øvelse deri, dersom det under Hjemrejsen skulde vise sig nødvendigt at forlade Skibet. Denne Øvelse var morsom at se paa kun ikke for deltagerne, idet den ene Ende af en af Baadene gik saa hurtigt ned, at ”Mandskabet” fik en temmelig ublid ”Vandgang”! Efter Øvelsen blev Baadene taget op igen med ”Lasten” men de blev ikke anbragt i Daviderne, men holdt udsvinget, hvilket de for alle Tilfældes Skyld var under resten af Rejsen. Om Eftermiddagen fandt Afgangen Sted, og vi saa ikke Land, før vi naaede Færøerne, men selv om det varede længe, fik vi ikke megen Tid til at tænke derover, idet vi i nogle Dage kom ud i en frygtelig Storm, som kastede slemt rundt mked vort  lille skib, heldigvis uden at der skete noget større Havari, men i et par Døgn maatte koøjerne være for, saa vi befandt os omtrent som i St. Thomas under Orkanen! Og hvert Øjeblik tog Skibet en frygtelig Overhaling saa vi troede, vor sidste Time var kommet! Efter at Stormen var forbi, blev vi en dag prajet af en engelsk Trawler, som gav os et Skud for Boven, saa vi maatte stoppe, men da vi havde frit Lejde, fik vi, da vi havde afgivet et bestemt Tegn, Lov til at fortsætte, uden at der kom nogen ombord. En anden Dag blev der pludselig alarmeret: ”Drivende Mine om Bagbord”, og alle styrtede paa dækket, men det viste sig heldigvis, at den drivende Mine var en død Hval, som drev omkring, og vi kunde beroligende fortsætte Rejsen. Endelig naaede vi Færøerne, som vi passerede en Morgenstund lige ved Solopgang, det var et pragtfuldt Skue med de høje Fjælde delvis Dækket af Taagebanker og omgivet af mægtige Fugleflokke; Landet saa frisk og grønt ud, hvilket vi dog ikke havde Lejlighed til nærmere at konstatere, da vi kun sejlede forbi. Vi mødte derimod en færøisk Fiskerbaad, som solgte os de dejligste friske Torsk lige trukket op af Havet, og det var vel nok en lækkerbisken mod Skibskosten, som vi havde faaet saa længe! Da vi en aften fik et Fyr i sigte uden for Trondhjem i Sigte, ændrede vi til sydlig Kurs og gik ned langs Norges Kyst til Kap Lindenæs. Det varc en dejlig Tur, dels fordi det var det skønneste Vejr, dels fordi det var et pragtfuldt Syn at se ind mod Land og in i de dybe Fjorde, og vi følte os mere i Sikkerhed, end vi længe havde gjort! Næste Morgen havde vi Skagens Fyr i Sigte forude, og nu varede det ikke længe, før vi atter var ved de hjemlige Strande, vi maatte dog ankre op udfor Hellebæk for Natten, da vi paa grund af Minespærringer ikke om Natten kunde gaa ind til København, som vi først naaede den næste Dag, den 14. August 1917.

  Efterskrift Idet jeg takker Redaktionen, dels fordi den har opmuntret mig og givet mig Lejlighed til at nedskrive disse faa Erindringer fra mit Liv i Troperne, dels fordi den har offentliggjort dem i en med Hensyn til Illustrationer saa smuk  Form og Udførelse, vil jeg gerne til Slut have Lov til at sige følgende: Naar jeg tænker paa den Tid, jeg var i Vestindien, tænker jeg, som man jo altid er tilbøjelig til, naar man mindes svundne Dage, kun paa de Begivenheder af Interesse, jeg oplevede, og paa de fornøjelige Stunder, jeg  havde og jeg glemmer det daglige Kævl og Vrøvl, som var der saavel der som alle andre Steder, og som paa Grund af Varmen maaske var der i forstærket Grad!. Derfor kan det, jeg har skrevet, maaske nok interessere en og anden at læse, men nogen Nytte deraf, er der ingen, der kan have, fordi Øerne ikke mere er vore. Dersom dette havde været Tilfældet, kunde nogle , og i den Forbindelse tænker jeg særlig paa Etatens Unge, have haft Gavn af at læse, hvad jeg skrev, fordi det maaske kunde have givet nogle af dem Lyst til ved given Lejlighed at søge derover og paa den Maade faa set sig om i Verden, hvad man altid har godt af, og samtidig kunde de have gavnet det stedlige Toldvæsen ved at tilføje det forøget Sagkundskab, hvilket i høj Grad var paakrævet. Endvidere kunde de ved jævnlig Kontakt f.Eks. med Toldtidende og paa anden maade have søgt at vække Interesse for og Kendskab til Øerne og deres Forhold hos Folk herhjemme, hvilket ogsaa manglede, og kunde tillige have været medvirkende til, at Toldvæsenet derude var kommet til at sortere under Toldstyrelsen herhjemme i Stedet for under en Centralstyrelse for Kolonierne, som ganske manglede toldteknisk Sagkundskab. Dette vilde have været til Gavn for Etaten derude, ligesom det kunde have bevirket, at der var kommet større Kontakt mellem Toldtjenestemænd i Vestindien og herhjemme, hvad der desværre ikke var meget af  i min Tid. * * *

Idet vi paa vor Side takker Forfatteren, fordi han med sine interessante Skildringer har beredt ”Dansk Toldtidende”s Læsere en Glæde, finder vi Anledning til som Afslutning at bringe et Billede, som vi har taget os den Frihed at laane fra det righoldige Billedmateriale, der har været stillet til Redaktionens Raadighed. Vi haaber paa Toldkasserer Bays Tilgivelse for, at vi gerne har villet præsentere Læserne for den daværende Toldkontrollør paa de Dansk Vestindiske Øer, og skal sluttelig tilføje, at Forholdene har nødvendiggjort en hurtigere og tildels mere uregelmæssig Afvikling af Toldkasserer Bays ”Spredte Erindringer” end oprindelig planlagt, og at Erindringerne paa manges Opfordring snarest vil blive udsendt som Særtryk. Redaktionen  

Levnedsberetning aflagt af Toldkasserer i Toldbodens Havnedistrikt i København Vilhelm Bay.   Jeg er født den 16August 1878 paa Herregaarden Vosnæsgaard, Skjødstrup Sogn, Randres Amt, som den Gang, ejedes af Lensgreve Knuth til Lilliendal, og som bestyredes af min Fader, Jeppe Pilegaard Bay, Søn af Købmand i Rudkøbing Carls Bay og Johanne Marie, født Pilegaard; gift med Christiane Albertine Emilie, født Schrøder, Datter af Godsejer Anton Schrøder til Sandbygaard og Christiane Albertine Emilie, født Rafn. Fra mit Fødested har jeg ingen anden Erindring end, hvad mine Forældre og mine to ældre Søstre har fortalt mig, da jeg kun var 2 Aar, da vi flyttede derfra, men jeg har som voksen et Par Gange være der og overbevist mig om, at det var et vidunderligt smukt Sted beliggende ved Kalø Vig. Til mit tolvte Aar var jeg i mit Hjem, Gåden ”Mariehøj”, Sandby Sogn, Præstø Amt, som min Fader havde købt, og det frie Liv paa Landet har altid øvet en vis Tiltrækning paa mig, men da det den Gang var daarlige Landsmandstider, ønskede min Fader ikke, at jeg  skulde faa lyst til at blive Landmand.

Da jeg var 12 Aar, blev jeg, efter sammen med tre af mine Søskende at have faaet Skoleundervisning af en Lærerinde, som vi havde i Huset, optaget som Elev paa Sorø Akademi, hvorfra jeg i Juli 1895 afsluttede min Skolegang med Bestaaet Preliminæreksamen (84 points med 2 Sprog).

Sorø Akademi var en god men den Gang ret streng Skole at gaa i, da man som Nyankommen var udsat for en Del fra de større Kammeraters Side, og naar jeg skal være ærlig, var jeg de første Par Aar ikke videre glad ved at gaa der. Da jeg selv blev større og fik de dermed følgende Privilegier, gik det bedre, og jeg har mange gode Minder derfra, som det altid er mig en Glæde at drøfte med de gamle Kammerater, naar jeg senere i Livet har mødt dem, og selv om der kunde være noget at indvende undertiden ved Skolen, var der dog det gode ved Opholdet der, at det staalsatte Karakteren, udviklede Kammeratskabsfølelsen og øvede os i at handle paa egen Haand, fordi vi ikke havde vore Forældre eller Søskende til at dække over os og hjælpe os.

Efter end Skolegang skulde jeg se at komme ind i ”et eller andet”, hvilket den Gang var omtrent ligesaa vanskeligt som nu, og da der som nævnt fra min Faders Side ikke var noget Ønske om, at jeg skulde søge til Landvæsenet, og mit Ønske, nemlig at gaa Officersvejen, paa Grund af, at det var en daarlig og kostbar Levevej, heller ikke kunne realiseres, for Side 2 søgte  jeg at komme ind ved Statsbanerne, hvilket dog – heldigvis – ikke lykkedes for mig, men da en ”fast stilling” blev anset for at være det mest attraaværdige, søgte jeg at komme ind i Toldvæsenet, hvilket, for øvrigt rent tilfældigt, lykkedes for mig, idet jeg den 20. Januar 1896 fik Ansættelse ved Gammelholm Toldkassererkontor. Nu var jeg, mente jeg, kommen ind i en fast Stilling, hvilketndet imidlertid senere vist sig at være saa som saa med! Da jeg nemlig efter for en ussel Løn at have været ansat paa det nævnte Kontor i omtrent 4 Aar blev Fuldmægtigt ved Frederiksberg Toldforvaltning med en efter Forholdene god Løn og havde haft denne Stilling i ca. 4 Aar, blev jeg afskediget paa graat papir, fordi Toldforvalteren avancerede til Toldinspektør og derfor ikke kunde tage mig med sig, og hans Efterfølger, som havde sin egen Fuldmægtig, vilde ikke antage mig i Stillingen, som var en privat Ansættelse. Nu fulgte at par Aar med Lediggang, under hvilken jeg havde et Par Funktioner som Toldassistent, dels i Ærøskøbing (1 Maaned), dels ved Stege Sukkerfabrik, hvor Toldvæsenet skulde kontrollere Sukkerfabrikationen, (ca. 2 Maaneder), medens jeg Resten af Tiden havde et midlertidigt job hos en Grosserer. Endelig lykkedes det mig fra 1 April 1904 at faa Ansættelse ved Frihavnens Toldkassererkontor, idet Toldkontorpersonalet fra nævnte Data blev Statsansat. Denne Ansættelse var imidlertid kun af kort Varighed, idet jeg fra 1 Juni s.A blev ansat som Assistent ved 2 Revisionsdepartement i Finansministeriet, hvilken Stilling jeg havde søgt, inden jeg fik den førnævnte, og i hvilken jeg gjorde Tjeneste, til jeg fra 21 August 1908 af Finansministeriet blev antaget til at konstitueres som Toldkontrollør paa St. Croix, hvilken Konstitution meddeltes mig af Guvernøren for de dansk-vestindiske Øer, Peter Carl Limpricht, den 13 Oktober s.A. Kgl Udnævnelse i Embedet fik jeg 1Decbr.1909. Med denne Ansættelse begyndte et nyt Afsnit af mit Liv, idet jeg kom til at virke under Forhold vidt forskellige fra dem, jeg hidtil havde virket under, dels fordi jeg skulde gøre Tjeneste i troperne, dels fordi jeg, saalænge jeg var i Vestindien, baade i den daglige Tjeneste og delvis ogsaa i det private Liv, hovedsagelig maatte betjene mit af det engelske Sprog. Dagen før min Afrejse til Vestindien, den 14 September 1908, holdt jeg Bryllup med Hermina Nicoline Augusta Vallentiner, Datter af Lektor ved Metropolitanskolen Ernst Christian Valentiner og Caroline Sophie Olesen, og vi afrejste med ”Ø.K”s Dampskib ”St. Thomas” og Rotterdam – Londontil St. Thomas, hvortil vi ankom den 12 Oktober s.A for Dagen efter at gaa i Land i Frederiksted paa St. Croix, hvor vi skulde have vort fremtidige Hjem. Tjenesteforholdene ved Toldstedet var ikke de letteste, thi for for det første havde en af Toldassistenterne været konstitueret som Toldkontrollør i 5 Fjerdingaar, forinden jeg overtog Embedet,og var som Følge heraf ikke videre venlig indstillet overfor den nye Mand, som ikke ønskede at være til Pynt men vilde gøre en Indsats, for det andet var baade tjenstlige og sproglige Forhold saa fremmedartetede, at den første Tid var meget vanskelig, hvilket ogsaa havde sin Aarsag i, at Toldfoprvalteren, som var født paa Øen, begik den Fejl at lade den paagældende Toldassistent vise mig til Rette i Stedet for selv at gøre det. Som Tiden gik, lykkedes det mig imidlertid at faa Tjenesten ind i den Gæmnge, jeg ønskede,og Arbejdet i Toldopsynet, som jeg forestod, og som foruden mig selv bestod af 2 Toldassistenter, 4 Rorskarle og 2 Vagtmænd, gik som Regel sin rolige Gang, og efterhaanden kunde jeg,da der til Tider var meget roligt ved Toldstedet, paatage mig andre Opgaver, hvorved jeg kunde faa den ikke meget rigelige Indtægt, Embedet gav mig, suppleret, og hvorved jeg kom ind i andre Forhold, end Tjeneste gav mig anledning til. Jeg opnaaede Ansættelse som Underbestyrer for Telegraflinien paa St. Croix, ligesom jeg efter Bygningsinspektørens Opfordring var ham behjælpelig med Hensyn til Opgaver, der paahvilede ham i Frederiksted, hvilket hovedsagelig var af regnskabsmæssig Art. Mit Forhold til den indfødteBefolkning var korrekt uden at være hjærtelig,man fandt mig for streng; men jeg havde dog det Indtryk, at man respekterede, at jeg vilde have Orden i Tingene, og at jeg i min Embedsvirksomhed søgte at gøre mit Bedste for at øve Ret og Skel til alle Sider. Som Toldembedsmand var dette dog særlig vanskeligt paa et Sted, hvor den danske Del af Befolkningen troede, at den i sin Egenskab af danske indtog en Preferencestilling ogsaa overfor Toldvæsenet, hvilken Opfattelse jeg ikke delte. I øvrigt var den indfødte Befolkning barnlig og godlidende, og naar man behandlede den som det, den var, nemlig Børn, var den ikke vanskelig at have med at gøre. Derfor synes jeg, det var en Fejl f.Eks at trække Hamilton Jackson – en Arbejdsfører paa St. Croix – saa stærkt frem i Rampelyset, som man gjorde, idet man derved efter min Opfattelse gjorde baade  ham og den øvrige indfødte Befolkning en daarlig Tjeneste og paa den maade bidrog til at øge den Utilfredshed, der var blandt de Indfødte i det sidste aar under dansk Styre, som gjorde sit til, at Øerne blev solgt, hvilket var en stor Fejl, idetdet altid er af Betydning for et lille Land som Danmark at have et Sted ude i den store Verden, selv om det er nok saa lille, hvor Dannebrog kan vaje; dette havde ogsaa Betydning saavel for Nordmænd som for Svenskere, som var glade ed, naar de som Søfolk kom til Øerne, hvad de ofte gjorde, at kunne blive forstaaet, naar de talte deres eget Sprog, og de befandt sig i det hele taget bedre og mere paa hjemlig Grund, end naar de kom til de andre vestindiske Øer. I 1911 maatte min Hustru paa Grund af Sygdom rejse hjem til Danmark, og da jeg nu var alene, kom en Opfordring fra Guvernementet til mig om at gøre midlertidig Tjeneste paa St. Thomas mig meget tilpas, baade fordi det ikke var meget opmuntrende for mig at være alene i Frederiksted, og fordi Forholdene paa St. Thomas var mere kosmopolitiske end paa St. Croix. Anledning til, at Guvernementet ønskede, at jeg skulde gøre Tjeneste paa St. Thomas var, at der ve det derværende Toldvæsen havde fundet nogle Uregelmæssigheder Sted, men det var Meningen, at Funktionstiden kun skulde gælde for 1 Aar, indenfor hvilket Tidsrum det var Meningen at foretage Ændringer i de bestaaende Tjenesteforhold. Imidlertidg trak Forhandlinger herom i Langdrag, og da Krigen i 1914 udbrød, var de endnu ikke tilendebragt, hvorfor min funktionstid flere Gange blev forlænget, sidste Gang paa ujbestemt Tid, hvilket resulterede i, at den vedvarede til Øernes Afstaaelse. Som Forholdene var paa de tidligere dansk-vestindiske Øer, ernæredeSt. Croix sig ved Dyrkning af Sukker, Bomuld, m.v., medens St. Thomas levede af sin Havn, uidet Sukkerdyrkningen der for længst var opgivet, og der fandtes paa denne Ø kun faa Plantager, fortrinsvis for Husdyravl. Livet paa St. Thomas var som nævnt meget kosmopolitisk, man kunde, hvis man var energisk, daglig øve sig i at tale baade Engelsk, Fransk, Tysk, Italiensk og Spansk, hvilke Sprog alle var representeret paa Øen. Endvidere bidrog de mange fremmede Orlogsskibe og Tturistdampere, som under normale Forhold anløb Havnen særlig i Vintersæsonen, til at give den et internationalt Præg, og jeg har mange fornøjelige Minder fra Besøg ombord paa disse skibe. De mest kærkomne Besøg var selvfølgelig Ø.K.s Dampere og de danske Orlogsmænd og af disse sidste mindes jeg især ”Valkyrien”s Besøg fra Slutningen af 1915 til Øernes Afstaaelse. ”ValkyrienW blev paa Grund af de urolige internationale Forhold og de stedfundne Salgsforhandlinger sendt ud som Støtte for Guvernementet, og da den sidste civile Guvernør i 1916 tog sin Afsked, overtog Chefen for ”Valkyrien”, den senere Viceadmiral H. Konow, Guvernørembedet og forestod den formelle Overdragelse af Øerne til De forenede Stater den 31 Marts 19017, Kl. 4 Em. Denne Begivenhed satte alle tidlifgere Begivenheder, som f.Eks.den store Orkan, som hærgedeSt. Thomas og St. Jan den 9 og 10 Oktober 1916 og anrettede umaadelige Ødelæggelser, fuldstænndig i Skygge, da det at se vort gamle Flag blive strøget for sidste Gang fra Flagstangen paa Fortets Batteri, staar uudslettelig præget i min Erindring som den sørgeligste Da, jeg har  oplevet, og da ”Valkyrien” faa Dage efter for sidste Gamng forlod St. Thomas under Salut – ikke for Dannebrog – men for ”star spangled banner”, varc det vanskeligt for mig at bevare Fatningen. Et Afsnit i vort Fædrelands Historie var afsluttet, og for mig personlig betød det en ny Epoke i mit Liv, idet jeg nu skulde forlade en Gerning, jeg havde haft i en Aarrække, og gaa en usikker Fremtid imøde, et Lyspunkt var det, at jeg skulde tilbage til det gamle Land, som jeg i den Tid, jeg havde været i Vestindien, kun havde set paa et besøg i 1913. Paa Grund af de usikre Forhold varede det dog 3 Maaneder, inden der kom et Skib ud for at hente Embedsmændene og deres Familier, i hvilket Tidsrum jeg afsluttede mine Regnskaber og afleverede Embedet til Amerikanerne, som jeg i øvrigt havde haft et udmærket Samarbejde med i den forløbne Tid efter Overdragelsen, og som allerede paa Overdragelsesdagen havde anmodet mig om at fortsætte midlertidigt under amerikansk Styre, hvad jeg dog ikke ønskede. Den 19 Juli 1917 forlod vi St. Thomas og rejste over Halifax – Nord om Færøerne og ned langs den norske Kyst indenfor 3Milegrænsen af Hensyn til Faren for Undervandsbaade og ankom den 14 August s.A. til København, hvor jeg fra Udgangen af den nævnte Maaned fik min Afsked i Naade og med Ventepenge. Der kom nu en vanskelig Periode for mig, idet jeg for anden Gang var blevet afskediget af Etaten og nu 40 Aar gammel stod og skulde skaffe mig en Levevej, da Ventepengene var utilstrækkelige til at ernære min Familie og mig selv.Det lykkedes mig dog i løbet af kort Tid af faa en foreløbig Ansættelse i Revisions-&Forvaltningsinstitutet og senere i Nordisk Genforsikring A/S samt hos Direktør Svend Bramsen, men da min Hu trods alt stadig stod til Toldvæsenet, gjorde jeg flere Forsøg paa at komme ind i Etaten igen, hvilket lykkedes mig, idet jeg fra 1 November 1919 konstitueredes som Pakhusforvalter paa Toldboden ved Godsbanegaarden i København, i hvilket Embede jeg fik kongelig Udnævnelse fra 1 Juni 1921. Dette Embede var nyoprettet, hvilket tiltalte mig i stedet for at videreføre et allerede bestaaende, men da det kun var i 6 Løningsklasse, var Indtægten ringe, og da der efter 9 Aars Forløb blev oprettet et Toldkassererembede i 4 Løningsklasse ved Inspektoratet for Tobaksbeskatningen, søgte jeg dette og var ssa heldig at faa det. Dette Embede, som omfatter Regnskab med og Opkrævning af samtlige Omsætningsafgifter i Københavns Tolddistrikt, var af betydelig større Omfang end det, jeg havde, og da det efter to Aars Forløb stod overfor en større Udvidelse, lykkedes detv mih at faa realiseret en Tanke, jeg i et Par Aar havde syslet med nemlig at faa Regnskabet mekaniseret, hvilket efter mig Opfattelse er en stor Betryggelse baade for Administrationen og for Embedets Indehaver, naar det drejer sig om saa store Beløb som i dette Tilfælde, (i 1936/37 ca. 120 Millioner Kroner), og da jeg var ssa heldig at have nogle gode Medarbejdere, fik jeg anlagt et Regnskab, som har staaet sin Prøve siden da. Naar jeg alligevel i Begyndelsen af 1937 søgte mit nuværende Embede, var det ikke, fordi jeg var ked af det, jeg havde, tværtimod; jeg er egentlig af den Opfattelse, at jeg kun i det har gjort en virkelig In(d)sats i Etatens Tjeneste, men det var, fordi der tilbød sig et Embede, som, selv om det ikke i Betydning og Omfang kan staa Maal med det, jeg havde, bedre egner sig for en Mand, der er kommen op de højere Aldersklasser, og desuden giver det en større Indtægt ved, at der er tillagt det et Honorar for Opkrævning af Havneafgifter. Ogsaa denne Gang var jeg heldig at faa, hva jeg søgte, og den 1 Febrbuar 1937 udnævntes jeg til Toldkasserer i Toldbodens Havnedistrikt, hvor jeg, da jeg nu er 62 Aar, skal afslutte min Embedsvirksomhed. Naar jeg ser tilbage paa mit Liv, kan jeg ikke føle mig andet end taknemmelig for, hvordan det er gaaet mig,-selv om der har været vanskelige Perioder, naar man tager i betragtning, hvilke Forkundskaber jeg mødte med ved min indtræden i Toldetaten, og jeg paaskønner meget, at Hans Majestæt Kongen nu har belønnet mig for udført Arbejde.

København den 21 juni 1940 Vilhelm Bay Toldkasserer V. Bay Gentoftegade 51, 3 th Tlf. Gentofte 3330 Den 1 Januar 1949

Til Ordenskapitlet Amalienborg   Levnedsberetning, fortsat. Min første Beretning sluttede, da jeg den 4 Juni 1940 umiddelbart efter den tyske Besættelse af vort Lamd udnævntes til Ridder af Dannebrog, et Tidpsunkt, som for os alle mere eller mindre betød Omvæltning i vor daglige Tilværelse, og der fulgte nu en Aarrække fulde af sørgelige og grufulde Begivenheder. Selv om jeg ikke aktivt deltog i Frihedsbevægelsen, kunde det ikke undgaas,at Tyskernes mange bestialske Mord og andre Terrohandlinger gjorde et dybt Indtryk paa mig. I min Tjeneste har jeg under Besættelsen kun én Hang været nødt til at forhandle direkte med en Tysker, men denne Forhandling var nærmest homuristisk, idet jeg paa Grund af Sprogvanskeligheder fik ham til at tale Engelsk. Den værste Dag paa Toldboden under Besættelsen var dog den 29 August 1944, da Tyskerne efter den falske Luftalallarm angreb Amalienborg, og da de efter det mislykkede Forsøg paa at besætte Slottet, gav sig til at besætte Toldboden, blev vi alle jaget ud deraf. Paa Nordre Toldbod blev vi alle baade Toldtjenestemænd og Arbejdere beordre til at træde an i Geledder paa 4, hvorefter de førte os til Hjørnet af Amaliegade, hvor vi blev permitterede. Forinden var der en tysk Soldat, som ihærdigt følte mig paa Jakken i den tro, at jeg var bevæbnet, men da jeg sagde ”Fyldepen”, følte han sig øjensynligt beroliget! I øvrigt var der iblandt os en Toldbetjent, som havde Tilladelse til at bære Vaaben, og han gik med begge Arme oprakt, den ene Haand med Revolveren, den anden med Tilladelsen til at have den, men det var der ingen, dersaa! Uden Komik var Situationen altsaa ikke! Endelig oprandt den 5 Maj 1945, og vi kunde igen passe vor daglige Gerning uden at være Genstand for Indblanding fra Tyskernes Side, men naturligvis forestod der et betydeligt Arbejde med at samle og afgive Indberetning om alt det, som Tyskerne havde forsømt med Hensyn tuil Betaling af Afgifter, idet de lod Skibene gaa ind og ud af Havnen uden at betale. For øvrigt var disse Indberetninger vel ganske omsomst, da jeg ikke tror, at de Penge nogensinde gaar ind. Den 6 September 1946 blev der af Departementet for Told- og Forbrugsafgifter nedsat et Rationaliseringsudvalg, som skulde undersøge Mulighederne for en Modernisering og eventuelt en Forenkling af Toldvæsenets Arbejdsmetoder, og da jeg i sin Tid havde gennemført en Mekanisering af Regnskabet i Inspektoraternes Kassererkontor, blev jeg opfordret til at tiltræde nævnte  Udvalg, hvad jeg gjorde med Glæde. I det siden da forløæbne Tidsrum har jeg deltaget særlig i Arbejdet med at fuinde Udveje for en Mekanisring af andre Regnskaber, og det er nu kommet dertil, at Regnskabet paa Jernbanens Toldkassererkontor i København fra 1 November 1948 forsøgsvis er blevet mekaniseret. Det er mit Haab, at det skal vise sig, at vor gamle høderkronede Etat ogsaa vil være i Stand til med Fordel at tage moderne mekaniske Hjælpemidler i Brug, og at dette Forsøg maa blive Begyndelsen til Mekanisering af samtlige Toldkontorers Regnskaber i hele Landet, og heri ligger ikke noget utopisk, da de fleste Forretninger baade her i Landet og i alle andre Lande jo er forsynet med Kasseapparater. Den 28. Juni 1948 behagede det Hans Majestæt Kongen at bernaade mig med Dannebrogsmændenes Hæderstegn, hvilket jeg meget paaskønner, da jeg betragter det som en Paaskønnelse af min Gerning i Etaten. Den 16 August var jeg i Takkeaudiens, under hvilken Hans Majestæt talte interesseret med mig om Forholdene paa de tidoligere dansk-vestindiske Øer, hvor vi begge havde været. Da jeg den 16 August fyldte 70 Aar, var jeg effter Loven forpligtet til at søge min Afsked med Udgangen af nævnte Maaned, og det er med Vemod, at jeg forlader min gamle Etat, som jeg har tjent i over 52½Aar, og jeg vil savne mig daglige Arbejde i den. Trøst er det dog, at jeg indtil videre deltager i Rationaliseringsudvalgets Arbejde, som har min store Interesse.

Vilhelm Bay Tilbage

Virgin Islands Transfer Centennial Commission

USVI Transfer 2017
På øerne forbereder man også 100-året i 2017 og har etableret denne hjemmeside.
Du finder en kalender med kendte aktiviteter omkring 100-året her.

Vandreudstilling 2017

 Vandreudstillingen studeres ved premieren

 I anledning af 100 års-dagen den 31. marts 2017 for Danmarks overdragelse af de dengang Dansk Vestindiske Øer har selskabet fået fremstillet en vandreudstilling.

Udstillingen blev præsenteret på et medlemsmøde i Taastrup den 18. september 2015 og skal nu rundt i Danmark og på Island de næste år. Læs mere om udstllingen her.

Vandreudstillingen studeres  

 

En kopi af vandreudstillingen vil i øvrigt kunne ses på Københavns Rådhus (Rådhushallen) på udstillingen "Vestindiske Dage" den 31. marts, 1. og 2. april 2017.
Læs mere om arrangementet på http://www.kbharkiv.dk/nyheder/for-arkivbrugere/kom-til-vestindiske-dage-pa-radhuset

Den vestindiske Kulturambassade

Den 1. oktober 2016  åbnede Den Vestindiske Kulturambassade og vil frem til sommeren 2017 formidle information og afholde arrangementer i anledning af 100 året for overdragelsen af øerne til USA. 
I kalenderen her finder du dato og tid for planlagte aktiviteter. Gå til kalenderen.  Kalenderen opdateres månedligt.
Læs i øvrigt om ambassaden  i den udsendte pressemeddelelse. Gå til pressemeddelelsen

Adresse
Prinsens Gård, Frederiksberg Runddel 1A, 2000 Frederiksberg (indgangen til venstre for indgangen til Frederiksberg Have)
Telefon:  51421917
Mail:  vicultureembassy@gmail.com






Vestindiske Dage på Københavns Rådhus

 VestindiskeDagePaaRaadhuset
 
I dagene fredag den 31. marts til og med søndag den 2. april vil 100 året for salget af De Dansk Vestindiske Øer til USA blive markeret på Københavns Rådhus med en lang række aktiviteter.

Der vil være udstillinger, foredrag, film o.s.v. - se det righoldige program her.







Dansk Vestindisk Selskab – for dig der er interesseret i de tidligere danske øer i Caribien. Skriv til os på dvs@dwis.dk

CVR. nr.  30 84 69 31 - Formand Anne Walbom - Lykkesholms Alle 2A - 1902 Frederiksberg C. - Tlf. 2374 9220 - email formanden@dwis.dk

Bankkonto: Lån & Spar Bank 0400-117 00 79724

IBAN-nr. DK200400 170079724; BIC-kode LOSADKKK

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Når du besøger vores hjemmeside, accepterer du automatisk vores brug af Cookies.