En serving i Dansk Vestindien anno 1686



Servingene tilhørte den laveste klasse i det dansk vestindiske kolonisamfund. Ved at følge en servings rejse til St. Thomas og hans liv på øen fremkommer et billede af, hvordan vilkårene for denne socialt svage gruppe var i den tidlige kolonitid.1)
Fangen Jens Pedersen var idømt straffearbejde på Bremerholm i København. Han var dømt for tyveri, og dommen lød på livstid. Men i august 1685 modtog Jens kongens benådning. Jens skulle ikke længere henslæbe livet i lænker på Bremerholm, men blev udskibet sammen med andre fanger og servinge til St. Thomas. 2)

Servingeinstitutionen, som fangerne var en del af, blev etableret i 1671 ved koloniseringen af St. Thomas, og blev de næste 15 år brugt til at skaffe billig arbejdskraft fra Danmark til Det Vestindiske Kompagni.3)  Arbejdsopgaverne for servinge og straffefanger var alsidige og fysisk hårde. De bestod i rydning af skov og krat, så der kunne udlægges plantagegrunde, i bygningsarbejde til kompagniets bygninger, bl.a. Christiansfort, samt naturligvis markarbejde på plantagerne. Arbejdsdagene var lange og opslidende og foregik side om side med slaver importeret fra Afrika.

Straffefanger som Jens Pedersen tilhørte kompagniet på samme vis som slaver, og blev også betegnet som blanke slaver. De kunne håbe på, at kompagniet gav dem deres frihed, men de skulle forblive på den danske koloni resten af livet, uanset om de forblev i kompagniets fangenskab eller var blevet frie folk. Almindelige servinge havde derimod selv tegnet kontrakt med kompagniet for en årrække, hvorefter de var frie mænd. De fleste servinge stammede fra Børnehuset, hvor de københavnske myndigheder havde indsat dem til tvangsarbejde.4)  De var tiggere og løsgængere samlet op fra byens gader og kunne kun slippe væk fra tvangsanstalten hvis de på ærlig vis kunne klare sig selv fremover. For mange var den eneste reelle mulighed for at komme væk fra det overfyldte Børnehus at tegne servingekontrakt med Vestindiske kompagni. Servingene fik ikke løn, men modtog, ifølge kontrakten, en portion tobak og et lille jordlod i kolonien, når deres tjenestetid var slut.

Men hvordan klarede fattige og kriminelle københavnere sig i den ny verden? De var ofte dårligt ernærede inden den hårde rejse. De var vant til at leve fra dag til dag af tiggeri og kriminalitet i en våd og kold by. Dette stod i klar kontrast til servingelivet i kolonien med daglangt hårdt fysisk, og ensformigt markarbejde under en gloende sol.

De fleste servinge og fanger anså ikke deres nye liv i kolonien som en lovende fremtid, men som et nødvendigt onde for at komme gennem livet. Jens Pedersen medbragte sin hustru, Mette Nielsdatter. Hun havde sandsynligvis allerede fulgt med sin mands kriminelle deroute til Bremerholm. Nu fulgte hun med ham til St. Thomas, og blev sat til at arbejde for kompagniet som serving sammen med Jens.

Der kendes andre eksempler på, at mandlige straffefanger medbragte deres koner, men som regel var det enlige folk, der blev overskibet til tvangsarbejdet på kolonierne. Jens og Mette ankom til St. Thomas sammen med en del andre servinge og fanger den 24. februar 1686 efter godt 4 måneders rejse. Det var ikke ualmindeligt, at folk omkom undervejs eller kort tid efter en så lang overfart. Som de allerlavest rangerende på skibet var servinge og fanger ekstra udsat for fejlernæring og svækkelse af deres krop.

Servingene sov tæt sammen i hængekøjer allernederst i skibet. Dernede var der dårlig udluftning og en slem stank. Maden ombord nåede ofte at blive fordærvet undervejs, og manglende c-vitaminer i kosten kunne resultere i skørbug. Men Jens og Mette klarede turen og den første svære periode på St. Thomas. Ved ankomsten til kolonien blev nogle servinge solgt videre til private plantageejere som billig arbejdskraft. Det at sælge mennesker som en varer kendes især fra handlen med afrikanske slaver i Caribien, men de danske servinges situation var en anden. De var kun solgt videre i den periode, som deres kontrakt med kompagniet lød på, ofte 3-4 år. Derefter var de frie folk.

Jens og Mette kunne ikke bortsælges, da Jens var straffefange og derfor skulle være i kompagniets forvaring. De boede sammen med andre fanger og servinge på Christiansfort i et lille aflangt rum på omtrent 7,5 gange 1,8 meter. Ligesom på skibet hang deres køjer tæt på tværs i rummet over hinanden.5)  Rummet var aflåst om natten for at undgå at folkene flygtede eller rendte ud og lavede ballade. Tyveri og flugtforsøg

Den 13. juli 1686 bliver Mette taget i at stjæle fra kompagniets bomuldslager. Bomulden var opmagasineret på taget over servingenes soverum og var nok et let bytte. Mette havde stjålet 15 pund bomuld og siden byttet tyvekosterne for den billige og berusende drik Killdevil. Herefter røg Mette i fangehullet på Christiansfort.

Mette blev lukket ud et par dage i august, men da hun ikke ville bekende sit tyveri, så satte guvernøren hende bag tremmer igen. Samtidig verserede en sag om Jens og en del andre fanger og et par soldater. De blev mistænkt for at have planlagt et flugtforsøg fra fortet, hvor de havde til hensigt at flygte i kompagniets chalup, en lille båd, der lå til under fortet.

Båden blev straks trukket på land og fastgjort, for at hindre lignende komplotter.6)  Jens blev ”pinlig med Skruen paa fingeren forhøert” om sagen, dvs. forhørt under tortur med tommelskruer, og man anså ham for at være leder af banden. Han blev som straf pisket under galgen og brændemærket på sin ryg. Normalt blev fanger brændemærket i panden, men dér havde Jens allerede et brændemærke fra Bremerholm. Den 20. august blev Jens og hans kompagnon Peder Vognmand taget ud af fortets fangehul og lænket sammen med jern.

Denne foranstaltning skulle forhindre, at de rendte væk under markarbejdet på kompagniets plantage.7)  Efter sådan en behandling skulle man tro, at Jens kunne dy sig for at flygte en anden gang. Men den 5. november rottede Jens og Mette sig igen sammen med nogle andre fanger; Peder Vognmand, Niels Krog og Søren Islænder. Man formodede, at de 5 var flygtet i en stjålen 3mands kano. Med sig havde de taget hængekøjer og en kapmesser.8) Tre dage senere blev Mette og Søren Islænder fundet på en lille ø mellem St. Thomas og St. Jan sammen med kanoen. Næste dag blev også Niels Krog og Peder Vogn mand bragt tilbage til fortet.

Endnu var deres leder, Jens, ikke fundet og en kaptajn blev sendt ud på eftersøgning til den lille ø, St. Patric. Den 16. november var alle de sammensvorne – også Jens – fundet og retssagen mod dem påbegyndtes. Som det var sædvane dengang, og specielt i kolonisamfundet, blev straffen hård. Jens blev dømt ”til Gallie og Green” og andre straffe lød på afskæring af ører og piskning. Mette skulle straffes med pisk under galgen og brændemærkes på ryggen. Til fangernes trøst og bod kom præsten og foreholdt dem Guds hellige ord.

Eksekveringen af Jens dødsdom tog dog en uventet drejning.

Bødlen, en sort slave, stak af, sandsynligvis af skræk for at skulle hænge en hvid mand. Løsningen blev at Peder Vognmand skulle sættes fri uden straf. I stedet gjorde guvernøren ham til ny bøddel, og hans første opgave i sit nye hverv var at lade hans kammerat Jens hænge i galgen. Jens nåede altså kun et kort liv på St. Thomas. At livet var både kort og hårdt for servinge og fanger var en selvfølge, men de fleste døde dog på mindre dramatisk vis af fremmede sygdomme, fejlernæring og af det fysisk hårde arbejde.

Den gennemsnitlige levelængde (fra en serving kom i kompagniets varetægt) var knap 3 år.

Det vil sige, at langt fra alle nåede at få deres frihed inden de døde.9) Mette var herefter enke i 4 år, men traf da en mand og fik et uægte barn. Manden var ligesom Jens dansk straffefange, men havde allerede en hustru i Danmark. Guvernøren så gennem fingre med deres utugtige samliv, da manden ikke havde hørt fra sin kone i 7 år.

Servinge og fangers liv på de Dansk Vestindiske øer formede sig meget forskelligt. Jens og Mettes historie er blot et enkelt eksempel herpå. Andre havde held til at opnå deres frihed og endda blive gode borgere i det lille samfund. Atter andre overlevede ikke engang rejsen. De skriftlige kilder om servinges og straffefangers dagligdag i kolonisamfundet er få og spredte. De tilhørte ikke gruppen af borgere, der skrev dagbog eller sendte breve hjem. Men de var dér ikke desto mindre, og deres ofte triste skæbner bidrager til en mindre belyst side af historieskrivningen om de gamle danske kolonier.

Kilder og noter

  1. Der blev udsendt servinge fra Danmark til Vestindien i to perioder: Ved koloniseringen af St. Thomas o. 1671-89 og koloniseringen af St. Croix o. 1735-1755. De to tidsperioder har hvert deres syn på og formål med servingeinstitutionen. Denne artikel beskæftiger sig udelukkende med første periode.
  2. Rigsarkivet. Vestindisk-guineisk Kompagnis arkiv (frem over blot RA. VgK) 181. Korrespondance vedr. udsendelsen af delikventer, fanger og fattiglemmer til Vestindien (div. år). Her optræder Jens Pedersen første gang på en liste over 20 kongeligt benådede straffefanger, der skal sendes til St. Thomas 29. august 1685.
  3. Vestindisk Kompagni skifter navn til Vestindisk-guineisk Kompagni ved sammenlægningen af Guineisk Kompagni i 1674.
  4. Børnehuset var ikke, som navnet antyder, et logi for børn, men en arbejdsanstalt for både voksne og børn i København.
  5. RA. VgK 192. Dokumenter vedr. skibsekspeditioner til Vestindien og Guinea. Beskrivelse til en (desværre bortkommen) plantegning over Christiansfort.
  6. RA. VgK 496-498. Journaler over det på St. Thomas passerede 1686-91.
  7. RA. VgK 89. Breve og dokumenter fra Vestindien 1674-75, 1682, 1684-98.
  8. Kniv til at høste sukkerrør med.
  9. Mirjam Hvid: ”Dend arme Blancke Slave” – Servinge og straffefanger i Dansk Vestindien 1671-1755. Upubliseret speciale fra Saxoinstituttet, Københavns Universitet, 2006.Kan lånes fra Det Kongelige Bibliotek.
Tilbage

 

Danmarks sorte samvittighed - tre film om vores tid som kolonimagt

Film 1: En sort hvid historie - Vores rigdom, deres ulykke.  Se filmen på Youtube her. Spilletid 28 min 22 sek.
Slave- og sukkerhandel skabte enorme formuer - og var med til at betale for nogle af de flotteste bygninger i København. Et par afrikanske studerende på byvandring er overraskede. De kendte naturligvis til slavetiden, men ikke til Danmarks involvering. Den bestod blandt andet i, at man avlede slaver som man avlede husdyr. For at sikre nye slavebørn til sukkermarkerne. En efterkommer fortæller, hvordan hans berygtede forfader Hans West, var med til det. Et par unge danske forskere fortæller om, hvordan Afrika i de år blev drænet for mennesker.

 


Film2: Frihed og salg - To versioner af samme historie. Se filmen på Youtube her. Spilletid 27 min 51 sek.
I Danmark og på de amerikanske Virgin Islands fortælles historien om afskaffelsen af slaveriet på meget forskellige måder. På øerne har de ikke meget respekt for den danske version og for de danske helte. I tiden efter slaveriet gik det kun værre. Danskerne mistede interessen for øerne, fordi de ikke gav penge. Og befolkningen blev overladt til dens egen skæbne.

Film 3: Danmarks sorte samvittighed - Undskyld eller ...  Se filmen på Youtube her. Spilletid 28 mni 10 sek.
Danmark solgte sine øer i Caribien - og så glemte vi nærmest alt om dem. Danmark har intet  mindesmærke for de 100.000 afrikanere, der blev ført til De vestindiske øer som slaver. Det undrer man sig over på De amerikanske jomfruøer. Efter slaveriet blev det ved med at gå ned ad bakke. Den sorte befolkning døde af sygdomme og fattigdom. Til sidst var der så få mennesker, at det ikke længere var muligt at drive sukkerplantagerne. Der manglede arbejdskraft. Og så solgte Danmark øerne. Lokalbefolkningen blev ikke spurgt. USA tog over  med en militær regering af hvide officerer fra de amerikanske Sydstater.

På øerne er der nogle, der mener, at Danmark burde give en undskyldning. Andre mener, at vi hellere bør kigge fremad - og se om vi kan finde en fælles forståelse af, hvad det egentlig var der skete.

Vejen til historisk viden - udvalgte artikler i medlemsblade

Ingen børnepenge i vestindien

Forfatter Gunvor Simonsen
Artikel udgivet: September 2007

"I Vestindien lå det ikke statsmagten på sinde, at sikre de uægte børn sådan som de skulle sikres i Danmark. I kolonierne gjaldt det i stedet om at bevare de ”Blankes Ære og Familiers Roelighed”, som der stod i reskriptet. Der var med andre ord meget stor forskel på dansk og dansk-vestindisk retspleje, når det gjaldt uægtebørn og illegitim seksualitet". I 1700-tallets slutning reformerede den danske enevælde den lovgivning om utugt og løsagtighed, som havde karakteriseret Danmark siden reformationen i 1530’erne.

En artikel i serien "Historisk Kavalkade" der blev bragt i medlemsbladet i årene 2007 - 2011.
Læs mere . . . .

 

Uretfærdigheder oplevet af frikulørte Karen Theresa 1815-1819

Forfatter: Elisabeth Rezende
Artikel udgivet: September 2009
I serien "Historisk Kavalkade" i DWIS' medlemsblad blev denne artikel skrevet af Elisabeth Rezende og oversat af Vibeke Maduro Tuxen ´bragt i 2009.
"Karen Theresa Curtis havde været vidne til den modstand hendes far, ægtefælle og de frikulørte mænd i samfundet havde udvist mod hvad de følte var utallige retmæssige krænkelser mod dem. Hun var helt bevidst om, at uanset hvilke krænkelser mændene havde lidt, så havde også kvinderne lidt dem. Som forretningsdrivende havde hun haft sine egne slag at udkæmpe i driften af forretningen og opsynet med en gadehandlende slave. Men, til forskel fra mændene, havde hun ikke muligheden for at deltage i kollektive demonstrationer i gaderne eller for at underskrive andragender, selv om hun følte dybt inde, at hun havde intelligensen og modet til at gøre det."
Læs mere . . . .

 

 

Orkaner i Dansk Vestindien i 1916

Forfatter: Magne Juhl
Artikel udgivet: November 2017
Det kan være svært at se, hvordan orkanen  i 1916 var i forhold til orkanerne i år. Den 9. oktober 1916 var der ifølge  www.stormcarib en vindstyrke på 110 miles per time og et barometertryk på 963 mbar. Det svarer til en kategori 2 hurricane eller mere, idet der ved en kategori 3 anføres fra 964 til 945 mbar.

 

Dansk Vestindisk Selskab – for dig der er interesseret i de tidligere danske øer i Caribien. Skriv til os på dvs@dwis.dk

CVR. nr.  30 84 69 31 - Formand Lars Hven Troelsen - Strandøre 19, 2100 København Ø - Tlf. 4051 9495.

Bankkonto: Lån & Spar Bank 0400-117 00 79724.

Mobilepay: 65692

IBAN-nr. DK200400 170079724; BIC-kode LOSADKKK

 

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Når du besøger vores hjemmeside, accepterer du automatisk vores brug af Cookies.