Reden ved Fort Christiansborg
Slaveri og slavehandel er en ældgammel foreteelse i Afrika.
Med europæernes komme opstod mulighed for omfattende salg af slaver til udskibning til Nord- og Sydamerika og de vestindiske øer.
Danskerne slog sig ned i midten af 1600-tallet på Guldkysten, hvor hovedfortet blev Christiansborg. Her ses de store europæiske slaveskibe på den åbne kyst, hvor al transport mellem skib og land foregik i lokale kanoer. Maleri fra omkring 1806 af George Webster. (Museet for Søfart).
Fort Christiansborgs indre gård
Den indre gård i Christiansborg.
Den høje hovedbygning midtfor ud mod havet rummede guvernørens bolig i den øvre luftige etage samt kontorer og beboelse for embedsmænd og soldater. I de nederste regioner opbevaredes handelsgodset, hvoriblandt var slaverne.
De sad i de mørke celler på begge sider af den store trappe, fra de blev købt af de afrikanske slavehandlere, til de kunne sættes på et skib og sejles over Atlanten. Stik efter tegning af Johan Vilhelm Svedstrup fra 1847. (Det kongelige Bibliotek).
Kort over Guldkysten
Moderne kort over Guldkysten med de vigtigste danske handelspladser.
Foruden hovedfortet Christiansborg var der tale om Fort Fredensborg samt de mindre loger Augustaborg, Kongensten og Prinsensten.
Danskerne kontrollerede kun en smal kystbræmme, hvor de – ligesom de øvrige europæere – sad og ventede på, at afrikanske slavehandlere kom med deres karavaner af slavegjorte afrikanere, som de solgte til europæerne. Mange slaver omkom, allerede inden karavanerne nåede frem til kysten.
Omfanget af danske slavetransporter
På danske skibe tog man i alt cirka 111.000 afrikanske slaver ombord fra Guldkysten for at transportere dem til de vestindiske øer.
Denne trafik varede fra 1660’erne til lige efter 1803 og omfattede omkring 450 rejser. Dermed var Danmark den syvendestørste slavehandelsnation på Atlanten, hvor europæerne tilsammen lastede 12,5 millioner slaver. Den danske andel udgjorde mellem 1 og 2 procent af totalen.
Langt hovedparten af slaveskibene under dansk flag sejlede til Dansk Vestindien, resten til andre europæiske kolonier. Således stod danske skibe for 72 procent af slavetilførslerne til den danske koloni.
Qvou
Vi har ikke mange billeder af de afrikanere, som blev slaver.
Men her ses den fornemme frineger Qvou, født i byen Orsu nær Fort Christiansborg.
Soldaten Qvou er i fuld feltmæssig udrustning med leopardhjelm med strudsefjer, som skulle beskytte ham.
Han er bevæbnet med flintebøsse, sværd og kniv. Desuden bærer han smykker af papegøjefjer og abehår. Kobberstik af Michael Rössler fra 1761. (Det kongelige Bibliotek).
Slaveskibet Kongen af Assianthe
Det lille barkskib ”Kongen af Assianthe” ankret op i 1803 på Københavns ydre red, hvor det var hjemskrevet med H. Meinertz som kaptajn.
Skibets drægtighed var cirka 250 tons i vore dages mål, og dets reder var storkøbmanden Jeppe Prætorius.
Skibet deltog i den danske slavefart og var opkaldt efter asantefolket, som inde fra baglandet leverede mange slaver til danskerne på Guldkysten.
Gouache af C. C. Parnemann. (Museet for Søfart).
Lasteplan for Brookes
Plan for lastning af slaver under dæk på det cirka 30 meter lange britiske skib ”Brookes” i 1788.
Ved at udnytte pladsen til det yderste kunne man tage 452 slaver ombord.
Hver voksen slave var kun tilmålt 182 gange 41 cm at ligge på, og der var kun 80 cm op til næste lag af mennesker.
De danske slaveskibe af samme størrelse tog lige så mange slaver ombord som ”Brookes”.
Efter Thomas Clarkson, The History of ... the African Slave-Trade, bind 2, London 1808. (Det kongelige Bibliotek
Skibsjournal for Fredensborg
I skibsjournaler og andre typer kilder i Rigsarkivet kan man følge slavetogterne i detaljer.
I eksemplet her drejer det sig om skibet ”Fredensborg”, som afsejlede fra København i 1767 på sin fjerde slaverejse.
Skibet var på 300 tons og havde en besætning på 40 mand. På Guldkysten tog det 265 slaver ombord, af disse døde 24 i løbet af de 78 døgn, turen over Atlanten varede.
I løbet af de første uger efter ankomsten til St. Croix døde yderligere 5 af de afkræftede afrikanere. På hjemrejsen totalforliste skibet på Norges kyst. (Rigsarkivet).
Spisereglement 1725
Hjemmefra var det bestemt, hvad og hvor meget slaverne skulle have at spise.
De sparsomt tilmålte rationer bestod af flæsk, bønner, gryn og hirse samt brændevin og palmeolie. Desuden fik slaverne tobak udleveret tre gange om ugen.
Ofte var vandmangel og deraf følgende dehydrering et stort problem ombord.
I løbet af de 2-3 måneder, overfarten varede, krydsede skibet ækvator to gange.
Dødeligheden ombord på de danske slaveskibe var 16 procent i gennemsnit – ganske som på de øvrige europæiske slaveskibe. (Rigsarkivet).
Ludvig Ferdinand Rømer
Rømer var født i 1714 og gjorde karriere på Guldkysten fra 1739.
Han handlede med slaver for egen og Vestindisk-guineisk Kompagnis regning og endte som overkøbmand.
Sin optjente formue investerede Rømer i et sukkerraffinaderi i København på adressen Nyhavn 11, hvor der stadig sidder en statuette af en sukkerarbejder over porten.
Rømer har i to bøger beskrevet forholdene på Guldkysten og slavehandelen dér i detaljer. Titelkobber fra Ludvig Ferdinand Rømer, Tilforladelig Efterretning om Kysten Guinea, 1760. (Det kongelige Bibliotek).
Slaveauktion
Slaver betragtedes som privat ejendom, der kunne handles som alle andre genstande.
I den vestindiske avis fra 1789 annoncerede man med et parti på 249 prima slaver, som just var ankommet til St. Croix fra Afrika med skibet ”General Huth”.
Slaverne var først blevet fortoldet, og de skulle nu sælges på offentlig auktion i Christiansted. I dagene inden var der eftersyn, hvor interesserede købere kunne tage de enkelte slaver i nærmere øjesyn.
Annoncen i avisen står som noget helt naturligt sammen med annoncer om muldyr, tømmer, madvarer, lampeolie og andre daglige fornødenheder. (Det Kongelige Bibliotek).
Havnepladsen i Christiansted
Efter overfarten fra Afrika blev slaverne sat i land og bortauktioneret til interesserede købere.
Ofte var der tale om plantageejere, så langt hovedparten af slaverne kom til at arbejde i sukkermarkerne.
Resultatet af deres hårde arbejde var, at man kunne udskibe store mængder råsukker, først og fremmest fra St. Croix. Her ses havnepladsen i Christiansted med adskillige store sukkertønder, der venter på at blive vejet og toldbehandlet, inden de kan udskibes til Danmark. Akvarel af H. G. Beenfeldt fra 1815. (Rigsarkivet).
Ernst Schimmelmann
I løbet af anden halvdel af 1700-tallet vandt nye tanker frem.
En repræsentant for oplysningstidens idéer var finansminister Ernst Schimmelmann, som selv ejede omkring 1000 slaver på sine fire sukkerplantager i Dansk Vestindien.
Han tog i 1791 initiativ til nedsættelse af en kommission ”til Neger-Handelens bedre Indretning” i Vestindien og på Guldkysten.
Kommissionens omhyggelige arbejde resulterede i den berømte forordning af 16. marts 1792, hvorved Danmark – som den første slavehandlende nation – besluttede at stoppe denne menneskehandel. Maleri af Erik Pauelsen fra 1789. (Schloss Ahrensburg).
Slavehandelsforeordningen 1792
Forordningen bestemte, at den danske slavehandel skulle stoppe, men først efter en tiårs overgangsperiode.
Indtil 1803 skulle importen af nye slaver, især kvinder, begunstiges, og staten gav økonomisk støtte til nyindkøbene.
Dette betød paradoksalt nok, at i perioden fra 1792 til 1802 transporterede danskerne flere slaver end nogensinde før over Atlanten.
For at hjælpe slavebefolkningen i Dansk Vestindien til at kunne reproducere sig selv, prøvede man på forskellig vis at forbedre deres almindelige leveforhold. (Rigsarkivet).
Mindemedalje
Til erindring om slavehandelsforordningen lod man endnu i 1792 slå en fin medalje, udformet af Nicolai Abildgaard.
På forsiden ses en ung negers hoved med omskriften ”Me miserum” (Jeg ulykkelige).
På bagsiden gøres opmærksom på, at det er den danske konge Christian den Syvende, som har truffet beslutning om forbudet den 16. marts 1792. (Nationalmuseet).

Dansk Vestindisk Selskab – for dig der er interesseret i de tidligere danske øer i Caribien. Skriv til os på dvs@dwis.dk

CVR. nr.  30 84 69 31 - Formand Anne Walbom - Lykkesholms Alle 2A - 1902 Frederiksberg C. - Tlf. 2374 9220 - email formanden@dwis.dk

Bankkonto: Lån & Spar Bank 0400-117 00 79724

IBAN-nr. DK200400 170079724; BIC-kode LOSADKKK

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Når du besøger vores hjemmeside, accepterer du automatisk vores brug af Cookies.