Christen Prams breve fra Dansk Vestindien 1820-1821

I en række velskrevne og interessante breve fra årene 1820-1821 har den aldrende og svagelige Christen Pram beskrevet dagliglivet i kolonien og især den voldsomt irriterende tropehede. Nedenstående uddrag af brevene er gengivet i original bogstavering, men tegnsætningen og brugen af store begyndelsesbogstaver er moderniseret. Desuden er indsat enkelte forklarende noter.

D. 1ste julii 1) er jeg indsat i min post som virkelig toldforvalter paa St. Thomas. Commandanten her, en ung major v. Scholten, 2) var bortrejst nogle dage just den dag, jeg kom. [...] Det hus, jeg skal beboe, ligger paa skraaningen af den bakke, paa hvilken byen er anlagt, saa højt over byens lavere deel som omtrent fladen af Runde Taarn over Kjøbmagergade. Der er altsaa en fortryllende udsigt over byen, øer og halvøer, som omringe den, alleer af palmer, kokus og tamarindetræer op ad siderne af det høje fjeld, hvoraf øen bestaaer, derimellem sukkerplantager og lyststeder med større og mindre haver paa hældningerne, der og for en deel bestaae af skove og krat.

Alt vilde her, hvad den physiske natur angaaer, være paradisisk, dersom ikke den hede var, som især paa denne aarstid er nærved utaalelig. Heden er her vel kun 25 grader,3) altsaa dog et par grader højere end den største hos os; men selv om natten er den nu 22 til 23 grader, altsaa intet afkjølet i den saa lumre nat.

Man maa skifte linned og klæder 3-4 gange og oftere om dagen, og imellem staae op midt om natten for at faae nyt paa. [...]

St. Croix, ogsaa for en del St. Thomas, er fordelt i avlsgaarde, plantager kaldet, der ligge hinanden saa nær som bøndergaardene paa Gjentofte mark. Vaaningshusene, der for det meste ligne hinanden, have almindeligen et net, landligt, ingenlunde pralende udseende. Sukkeravlens huse ere slet ikke anseeligere end vore bønders udhuse.

Markarbejderne (negrene) boe for det meste i en klynge af hytter vore smaae huusmandshuse ikke ulige; men for det meste ligge disse hytter skjulte i en lund af tamarind og andre træer.

Ved hver plantage er en vejrmølle, til saftens udpresning af sukkerrørene, som, naar de ere i gang, give det hele et meget livligt udseende. [...]

Af de mennesker, man møder, som ikke ere arbejdere eller negre, seer man næsten ingen saaledes, som man hos os vilde kalde stadset eller elegant; men begge kjøn (dog mandfolkenes sorte klædes-kjoler fraregnede) i de reneste linnedelegance, da alle næsten uden undtagelse – endog haandværkere og deres arbejdere – hver dag iføre sig rent linned, i det mindste ingen smuds lade see. Selv negerne, det er negerslaverne – naar de netop ej gaa i jordarbejde, da de have meget lidt paa, ej stort andet end en ofte meget utilstrækkelig che mise – have for det meste rent linned, om og kun linnede pjalter, men blegte og skinnende. [...]

Yderst sjelden seer man noget præg af elendighed eller lidelser og vel aldrig noget, der ligner det kryberie eller den nederdrægtighed, som desværre er det udvortes hovedtræk i vor lavere almueklasse. Den hurtigt aldrende slave kommer stedse for sin herre, hvis ejendom han er som en hund, med en art frimodig stolthed. [...] Men her er djævelsk hedt! [...]

Her blæser næsten stedse, endog temmelig stærkt, men blæsten er som emmen af en kogende kjedel. Man kan om natten inden vinduer ikke taale et lagen paa det brændende legeme, da man ligger paa en enkelt haard madras i meget brede senge, hvor man snurrer sig omkring paa alle kanter. I saadan uophørlig hede tabes let ej alene al lyst, men og al evne og beqvemhed til nogen forretning. [...] Man staaer dog oftest temmelig tidlig op, kl. 5 eller halvsex. Man drikker da en kop kaffe og gjør, hvad man netop ikke kan skulke fra sig.

Kl. 10 spises i alle husholdninger en varm frokost med thee, vel endog bouillon; for resten et par retter. Dog spises, som jeg har mærket, til dette maaltid ej meget og drikkes næsten ingen vin eller spiritus, kun sanggri, som bestaaer af vand med en fin sirup i og muskat, hvortil ganske lidt vin. Men siden drikker næsten alle mennesker grog, det er vand med brændevin. Hvad nu ikke heden gjør dorsk og dum, gjør brændevinen.

Kl. 5½ om aftenen spises til middag, og aldrig er der buden mig mindre end 6-8, men vel flere retter. Disse frembæres alle paa engang, og enhver tager eller forlanger, hvad han vil, saa der altid maa laves firedobbelt saa meget, som der spises.

Det, der er tilovers, er spildt, thi det raadner strax. Man har for resten gode spisevarer, især fisk af mange gode slags. Man drikker til maaltidet ej endda saa meget, som man havde sagt mig, og nøder ikke.

Efter maaltidet og deserten frembringes nye vin af andre sorter og øl. Ej endda drikkes meget. Men nu var just tiden – kl. 5 til 6½ – da man nogenledes kunde spadsere. Den tid er nu spildt, fordi man spiser for sildig.

Efter kl. 7, da der falder nogen dug, holder man det farligt at være i aaben luft. Man gjør da undertiden i byerne visiter og bydes thee eller grog, og kl. 9 eller før ligge alle i deres senge. Disse ere, som jeg forhen har omtalt, omgivne med netteldugs-gardiner,4 som snøres tæt til. Det skal være for at holde myggenen (musqvittos) borte, hvorfor man kalder dem musqvittos-gardiner. De gjøre luften endnu mere qvalm, og myggene ere slet ikke værre her end hjemme, da man her, hvor blodet af den dræbende varme er meer i opkog, føler deres stik heftigere.

Søvnen bliver indenfor disse gardiner maaskee saa meget tungere, saa folk saaledes sove væk en 8-9 timer. [...] De ældste jordejere og egentlige jorddyrkere vare for det meste hollændere – eller hollændere og engellændere imellem hinanden. Deraf er et af hollandsk og engelsk samt maaskee noget oprindeligt caraibisk, vel og noget afrikansk, sammenlappet sprog – creolsk – som endnu stedse er det, der almindeligt tales, ej alene af slaverne og de øvrige couleurte 5) indbyrdes, men og i det daglige husliv. [...]

Da det engelske sprog ved Engellands store søefart og det ogsaa nu frie Nordamericas store handel paa Vestindien er blevet det sprog, som fornemmelig og næsten ene tales. Dette (tilligemed det creolske) er det første, børn lære, og jeg finder blandt alle de familier, i hvilke jeg har aflagt besøg, neppe meer end en eneste, hvor børnene tilligemed engelsk tale lidet dansk eller give tegn til at forstaae det.

Af alt, hvad der hører til huslivet, vide de neppe benævnelserne i noget andet sprog end engelsk, og selv af de hidflyttede eller her ansatte danske have mange den ambition ej let at tale, eller lade som de forstaae modersmaalet. [...]

Vistnok finder jeg mig endnu, skjønt lidt mindre end i de første dage, udsat for at ansees for umælende, fordi jeg ikke veed navn eller udtryk for det meget, der udgjør vore huslige omgivelser. [...] Fruentimrene ligne hinanden her og allevegne. Jeg seer aldeles ingen forskjel mellem deres pynt og paaklædning her og i Kjøbenhavn. Smukt hvidt er hovedsagen der og her; dog synes det paa de tidlige morgenpromenader, som ere temmelig almindelige ved solens opgang eller før, som om skinnende linnedelegance er her noget aldeles væsentligt.

Jeg finder ved damernes arbejdsborde overalt tegn til bekjendtskab med den engelske og franske skjønne litteratur. Et elegant og godt fortepiano 6) sees i alle huse, og i mange hører jeg spille med færdighed. Den sang, jeg har hørt, betyder ikke stort, og i mine øren klinger det engelske ingenlunde godt i sang. Man elsker dands, hører jeg, med lidenskab. [...] Man siger, damerne her som i Europa ere sysselsatte uophørlig med deres arbejder. Den flok negresser 7) man har i hvert hus, lader, som det sig vel bør, kun det finere syetøj og broderie til gjenstand for damernes arbejdsomhed. Mandfolkene ere uende-ig renligere her end hjemme. I husene klæder man sig let, men sjelden seer man paa gaden en hvid mand i en fin hvid eller stribet kattuns 8) trøje, som, naar det da skeer, stedse er nyvasket og stivstrøget.

Men aldrig saae jeg nogen – knapt i sit eget hus – gaae til bords uden i nyvaskede bomuldstøjs underklæder og, trods klimatet, en sort klædeskjole; til stads i den klædesuniform med epaulette, som dog fast alle hvide borgere – ogsaa nu en mængde couleurte – ere qualificerede til at bære. [...]

I solen er det reent utaaleligt, og man kan, saalænge den skinner, intet skridt gjøre uden under en parasol. [...] Uagtet man nu gaaer saa tyndt klædt som muligt, er dog hele kroppen i et overtrukken med en sved, der strax bliver sejg og klæbende, som var man oversmurt med sirup. Det hjelper lidt eller intet, hvad man for renligheds skyld er nødt til, at man vasker hele kroppen flere gange om dagen i saakaldet koldt vand, thi det er altid melkevarmt. [...]

Hvad tid og lejlighed angaaer til at skrive, da kan jeg ikke klage over mangel derpaa. Mit embede medfører virkelig saare lidt arbejde i forhold til, hvad jeg min hele levetid er vant til.

Forretningerne ere mecaniske. Naar fuldmægtigen 9) gjør, hvad jeg dog ikke kan gjøre for ham, saa er der for mig kun at paasee, at det gjøres, og rigtighed holdes. Dette fordrer, at jeg jevnligen er tilstede, uden dog synderlig at gjøre andet end see til. Jeg har saaledes dagene hel igjennem til min raadighed, synes det. Jeg har liden eller ingen omgang.

Kl. 5 gaaer jeg paa mit spisequarteer, spadserer herpaa en halv times tid og gaaer hjem. Gaaer til sengs kl. 12-1-2, vaagner med vagtskuddet kl. 5 og – paa et par besøg paa comptoiret nær – sidder og kukkelurer hjemme i mine elegante værelser (endnu boer jeg i kommandantboligen 10) til kl. 5 for igjen at spise til middag. [...]

Men al denne ledige tid bruger jeg til hartad 11) ingen ting, fordi her i et væk er saa rasende hedt. Selv natten er – uden mærkelig forskjel – lige saa hed som dagen, og det endog naar jeg, som man her almindelig gjør, stiller mig saaledes, at det blæser tvert igjennem værelset, da man her aldrig har lysene staaende frit i en lysestage paa bordet, men i en aaben glasklokke, som man kalder ”a shade”, et glasrør omtrent en alen 12) højt og omtrent ½ vidt om midten, lidt smallere til enderne. Skjøndt disse af helt glas holdes meget klare, give de dog et skjær, som piner øjnene og gjøre det besværligt at læse.

Men heden afslapper desuden sjel og legeme, saa man kan kun kort ad gangen holde ud, hvad man end foretager sig. [...] Jeg trives ved min saare sparsomme diæt – som bestaaer til frokost af et glas maderavin, da man her ingen anden vin drikker, og 3 blødsødne 13) æg, og til middag af et par retter, fisk, melkemad eller koldskaal (en ret, som man aldrig har seet før min tid) – saavel, at alle mine hidbragte klæder ere blevne mig for trange. [...]

Pludselige vindstød ere her meget almindelige; da flyver alting i værelset en om ørerne. Især gjør dette det meget ubehageligt at skrive her, da man hvert øjeblik maa søge pen og papir i et fjernt hjørne af huset. Dog er heden her af alt det værste.

Jeg skifter linned 5-6 gange om dagen, ogsaa ofte midt om nætterne, og dog ere lagen og madrats gjennemblødte af sved. Uagtet al vor blæst og hede er luften dog for det meste saa fugtig, at hvad man hænger op at tørres, aldrig tørres tilgavns.  Alting skimler og raadner.

Fordøjelsen duer her sjelden. Alle mennesker eller dog de fleste maa bruge den evige cajaputolie.14)

Man er meget glad over at have kroppen besat med evige røde hunde – en glæde, som de fleste have. Jeg burde ogsaa exaltere derover, thi jeg har nu i flere uger det udseende, som om jeg var fuldkommen skabbet; men saa u-skjønsom er jeg, at jeg glæder mig ikke det mindste over at have en uophørlig kløe, som ikke engang vældigste kradsen med en skobørste gandske kan fyldestgjøre.

Christen Pram var få uger efter sin ankomst i juni 1820 til Dansk Vestindien blevet angrebet af tropesygdomme, så han allerede samme år måtte foretage en længerevarende rekreationsrejse til Nordamerika fra august til oktober. Tilbage i Charlotte Amalie levede han præcis et år, plaget af varme og uden nogensinde at falde til i det lille samfund, inden han døde i november 1821. Han blev begravet på Sankt Thomas.

Efter Prams død karakteriserede Jens Baggesen ham som ”den underlige, rasende, ubegribelige, ulykkelige, i grunden overordentlig ædle Pram, dette med alle sine svagheder og besynderligheder beundringsværdige og elske lige væsen”.

Det sammensatte menneske Christen Pram nåede ikke at sætte sig mange spor i Dansk Vestindien, men hans private breve hjem til en ven i København giver et spændende indblik i livet på Sankt Thomas 1820-1821.

Kilder

• Prams Breve fra Vestindien og Nordamerica i Aarene 1820-21 (i Magazin for Rejseiagttagelser, bind 4, red. af R. Nyerup, København 1825, side 265-339)
• Prams selvskrevne Biographie, udg. af O. J. Rawert (i Archiv for Psychologie, Historie, Litteratur og Kunst, bind 1, red. af Niels Christian Øst, København 1824, side 111 127).
   

Noter

1. 1820.
2. Peter von Scholten var embedsmand på Sankt Thomas, inden han blev generalguvernør.
3. 25 grader Reamur er 30 grader Celsius.
4. Lærredsagtigt stof, forarbejdet af nældetaver.
5. Farvede personer, frikulørte.
6. Klaver.
7. Negerkvinder, sandsynligvis slavinder.
8. Bomuldstøj, ofte påtrykt brogede mønstre.
9. Ansat til at udføre embedsvirksomheden på Prams vegne.
10. Crown House, Dronningensgade 26-27, ejedes af Peter von Scholten.
11. Næsten.
12. En alen er 63 centimeter.
13. Blødkogte.
14. Medicinsk olie til brug mod træg mave.

Tilbage