Øerne bliver danske (og norske)
Imens St. Croix skiftede hænder, meldte Danmark-Norge sig i konkurrencen blandt de europæiske magter i Det Caribiske Hav.
Det skete i 1666 med det første forsøg på kolonialisering af St. Thomas.
Denne ø og naboen St. John (St. Jan) havde formelt været ubeboede siden indianerne forsvandt, men pirater og hollandske nybyggere menes at have beboet øerne fra første halvdel af 1600-tallet. Imidlertid var det første dansk-norske koloniaseringsforsøg ingen succes, og først med det andet forsøg i 1672 lykkedes det at etablere dansk-norsk suverænitet på St. Thomas.
Bag koloniseringen stod det kongeligt privilegerede Vestindisk-guineisk Kompagni, et semi-privat selskab med monopol på handlen mellem Danmark-Norge og Dansk Vestindien.
Efter overtagelsen blev St. Thomas udlagt til plantager, og ved øens store naturhavn – den bedste i den nordlige del af Det Caribiske Hav – grundlagdes byen Taphus, fra 1689 kaldet Charlotte Amalie.
Navnet Taphus kom sig af det store antal værtshuse i byen, som servicerede de talrige pirater, der brugte havnen som base for deres togter.
Umiddelbart efter succesen med St. Thomas ønskede kompagniet at fortsætte koloniseringen på St. John, men englænderne blokerede, da de havde lignende planer. Først i 1718 lykkedes at besætte St. John, og øen blev udlagt til plantager på linje med St. Thomas. Derefter rettede kompagniet blikket mod syd, mod St. Croix, efter yderligere ekspansionsmuligheder. De franske nybyggere var blevet forflyttet fra øen i 1695, og derfor kunne kompagniet købe øen af den franske krone i 1733. Også St. Croix blev nu udlagt til plantager og byerne Christiansted og Frederiksted grundlagt, og der kom for alvor gang i produktionen af kolonivarer, navnlig sukker.
Imidlertid var plantageproduktionen, og dermed hele koloniens liv, funderet på slavernes arbejdskraft. Allerede året efter koloniaseringen af St. Thomas i 1672 ankom det første skib med slaver fra slaveforterne i Vestafrika.
Slavetransporterne var en del af et mægtigt internationalt økonomisk system på tværs af Atlanten, som bragte slaver fra Afrika til Vestindien, sukker, rom og bomuld m.m. fra Vestindien til Nordamerika og Europa, og europæiske varer med retur fra Europa til Afrika og Vestindien.
Den danske andel af slavetransporterne over Atlanterhavet udgjorde dog kun 2 pct. af de samlede transporter.
Hoveddrivkraften i plantageproduktionen i Vestindien var baseret på slavernes hårde arbejde på plantagerne. Det var så hårdt, og forholdene så elendige, at der døde flere slaver end der blev født, og derfor måtte der hele tiden importeres flere slaver fra Afrika. Derudover slog selve transporten over Atlanten i de tætpakkede slaveskibe også mange ihjel.
Omkring 25 pct. af slaverne døde under transporten over Atlanterhavet; til gengæld var dødeligheden blandt søfolkene på slaveskibene helt oppe på omkring 35 pct.
Først fra 1770’erne begyndte disse umenneskelige forhold at føre til offentlig debat i både Amerika og Europa. En effekt heraf var det dansk-norske forbud mod import af slaver til Dansk Vestindien fra 1792, som trådte i kraft i 1803. Dermed kom Danmark-Norge rigtignok først med et forbud mod slavehandel, men det gjaldt ikke den interne handel med slaver i Dansk Vestindien, og selve slaveriet var stadig fuldt lovligt.
Slaverne fandt sig dog ikke stiltiende i den umenneskelige behandling.
Oprøret ulmede altid under overfladen, og 1733 slog det ud i lys lue på St. John. Flere plantageejerfamilier blev dræbt og plantager brændt ned, inden oprøret blev slået ned efter måneders kampe.
Gennem de følgende hundrede år var der mange gange optræk til oprør, især på St. Croix, hvor hovedparten af slaverne boede.
I 1848 gjorde slaverne dér åbent oprør, og generalguvernør Peter von Scholten valgte "med ryggen mod muren" (fortet i Frederiksted), at frigive slaverne for at undgå afbrændingen af Frederiksted og et efterfølgende blodbad.
Dermed var slaveriet i Dansk Vestindien endelig afskaffet, men de nu forhenværende slaver fik stort set ingen frihed. Strenge love forvandlede dem blot til en underkuet og stavnsbundet arbejderklasse.
Fra at have været slaver og dermed været sikret bolig, "arbejde", mad, en hvis form for sunhed mv. var det blevet overladt til den enkelte selv at sørge for nødvendigheder for livets ophold - og det lykkedes langt fra.
Den 1. oktober 1878 kom det derfor til et nyt oprør på St. Croix, kaldet "The Fireburn", hvor store dele af Frederiksted blev brændt ned.
Og hvad der ikke brændte den 1. oktober sørgede oprørerne for dagen efter.
I mellemtiden havde verdensmarkedet ændret sig, således at Dansk Vestindien blev en stadig dårligere forretning for den danske stat.
Nedgangen startede i slutningen af 1820’erne, og ganske vist blomstrede frihavnen på St. Thomas i 1840’erne, 50’erne og 60’erne, men allerede i 1840’erne begyndte man i Danmark at tale om at sælge øerne.
Problemet var at finde en køber. Man bejlede flere gange til USA, men først i 1916 lykkedes forhandlingerne, og efter en afstemning både i hjemlandet og på øerne blev de tre øer solgt.
Den 31. marts 1917 blev Dannebrog strøget og Stars and Stripes kom til at vaje over U.S. Virgin Islands.
Det skete i 1666 med det første forsøg på kolonialisering af St. Thomas.
Denne ø og naboen St. John (St. Jan) havde formelt været ubeboede siden indianerne forsvandt, men pirater og hollandske nybyggere menes at have beboet øerne fra første halvdel af 1600-tallet. Imidlertid var det første dansk-norske koloniaseringsforsøg ingen succes, og først med det andet forsøg i 1672 lykkedes det at etablere dansk-norsk suverænitet på St. Thomas.
Bag koloniseringen stod det kongeligt privilegerede Vestindisk-guineisk Kompagni, et semi-privat selskab med monopol på handlen mellem Danmark-Norge og Dansk Vestindien.
Efter overtagelsen blev St. Thomas udlagt til plantager, og ved øens store naturhavn – den bedste i den nordlige del af Det Caribiske Hav – grundlagdes byen Taphus, fra 1689 kaldet Charlotte Amalie.
Navnet Taphus kom sig af det store antal værtshuse i byen, som servicerede de talrige pirater, der brugte havnen som base for deres togter.
Umiddelbart efter succesen med St. Thomas ønskede kompagniet at fortsætte koloniseringen på St. John, men englænderne blokerede, da de havde lignende planer. Først i 1718 lykkedes at besætte St. John, og øen blev udlagt til plantager på linje med St. Thomas. Derefter rettede kompagniet blikket mod syd, mod St. Croix, efter yderligere ekspansionsmuligheder. De franske nybyggere var blevet forflyttet fra øen i 1695, og derfor kunne kompagniet købe øen af den franske krone i 1733. Også St. Croix blev nu udlagt til plantager og byerne Christiansted og Frederiksted grundlagt, og der kom for alvor gang i produktionen af kolonivarer, navnlig sukker.
Imidlertid var plantageproduktionen, og dermed hele koloniens liv, funderet på slavernes arbejdskraft. Allerede året efter koloniaseringen af St. Thomas i 1672 ankom det første skib med slaver fra slaveforterne i Vestafrika.
Slavetransporterne var en del af et mægtigt internationalt økonomisk system på tværs af Atlanten, som bragte slaver fra Afrika til Vestindien, sukker, rom og bomuld m.m. fra Vestindien til Nordamerika og Europa, og europæiske varer med retur fra Europa til Afrika og Vestindien.
Den danske andel af slavetransporterne over Atlanterhavet udgjorde dog kun 2 pct. af de samlede transporter.
Hoveddrivkraften i plantageproduktionen i Vestindien var baseret på slavernes hårde arbejde på plantagerne. Det var så hårdt, og forholdene så elendige, at der døde flere slaver end der blev født, og derfor måtte der hele tiden importeres flere slaver fra Afrika. Derudover slog selve transporten over Atlanten i de tætpakkede slaveskibe også mange ihjel.
Omkring 25 pct. af slaverne døde under transporten over Atlanterhavet; til gengæld var dødeligheden blandt søfolkene på slaveskibene helt oppe på omkring 35 pct.
Først fra 1770’erne begyndte disse umenneskelige forhold at føre til offentlig debat i både Amerika og Europa. En effekt heraf var det dansk-norske forbud mod import af slaver til Dansk Vestindien fra 1792, som trådte i kraft i 1803. Dermed kom Danmark-Norge rigtignok først med et forbud mod slavehandel, men det gjaldt ikke den interne handel med slaver i Dansk Vestindien, og selve slaveriet var stadig fuldt lovligt.
Slaverne fandt sig dog ikke stiltiende i den umenneskelige behandling.
Oprøret ulmede altid under overfladen, og 1733 slog det ud i lys lue på St. John. Flere plantageejerfamilier blev dræbt og plantager brændt ned, inden oprøret blev slået ned efter måneders kampe.
Gennem de følgende hundrede år var der mange gange optræk til oprør, især på St. Croix, hvor hovedparten af slaverne boede.
I 1848 gjorde slaverne dér åbent oprør, og generalguvernør Peter von Scholten valgte "med ryggen mod muren" (fortet i Frederiksted), at frigive slaverne for at undgå afbrændingen af Frederiksted og et efterfølgende blodbad.
Dermed var slaveriet i Dansk Vestindien endelig afskaffet, men de nu forhenværende slaver fik stort set ingen frihed. Strenge love forvandlede dem blot til en underkuet og stavnsbundet arbejderklasse.
Fra at have været slaver og dermed været sikret bolig, "arbejde", mad, en hvis form for sunhed mv. var det blevet overladt til den enkelte selv at sørge for nødvendigheder for livets ophold - og det lykkedes langt fra.
Den 1. oktober 1878 kom det derfor til et nyt oprør på St. Croix, kaldet "The Fireburn", hvor store dele af Frederiksted blev brændt ned.
Og hvad der ikke brændte den 1. oktober sørgede oprørerne for dagen efter.
I mellemtiden havde verdensmarkedet ændret sig, således at Dansk Vestindien blev en stadig dårligere forretning for den danske stat.
Nedgangen startede i slutningen af 1820’erne, og ganske vist blomstrede frihavnen på St. Thomas i 1840’erne, 50’erne og 60’erne, men allerede i 1840’erne begyndte man i Danmark at tale om at sælge øerne.
Problemet var at finde en køber. Man bejlede flere gange til USA, men først i 1916 lykkedes forhandlingerne, og efter en afstemning både i hjemlandet og på øerne blev de tre øer solgt.
Den 31. marts 1917 blev Dannebrog strøget og Stars and Stripes kom til at vaje over U.S. Virgin Islands.