Jernbaner i Dansk Vestindien? Hvem skulle lige tro det, men faktisk blev der etableret ikke en men hele to jernbaner på St. Croix.
Dog ikke jernbaner med persontransport - men for transport af sukkerrør.
Den ene jernbane lå midt på St. Croix koncentreret omkring plantagen Bethlehem og den anden ved Frederiksted omkring plantagen La Grange.
Den 22. januar 1904 søgte Plantageselskabet Dansk Vestindien ”om Eneret paa anlæg og Drift af en Bane mellem Christiansted og Frederiksted paa St. Croix, eventuelt med Sidespor til St. Croix Sukkerfabrikkers Hovedfabrik samt andre Sidespor, som Selskabet maatte anse det for ønskeligt at anlægge samtidig med Hovedsporet”.
Og videre skriver plantageselskabet i sin ansøgning til Finansministeriet ”Materiellet er tænkt at skulle bestaa af:
- 3 Lokomotiver
- 2 Post- og Personvogne
- 10 Personvogne
- 3 Gods- og Kreaturvogne
- 100 Vogne til Sukkerrørstransport
Af Stationer er der tænkt anlagt:
- 1 Hovedstation i Christiansted
- 1 Station i Frederiksted
- 3 Landstationer
- 2 Holdepladser”
Budgettet for hele projektet inkl. ekspropriation udgjorde bl.a. 800.000 kr. hvoraf udgiften til
- materiel blev anslået til 120.000 kr.
- opførelse af de syv stationer 474.000 kr. og endelig – som det blev formuleret -
- ”Administration og Tilfældige Udgifter 100.000 kr.”
Kortet her viser østenden af St. Croix, hvor den foreslåede jernbane skulle tage sit udgangspunkt.
Som det ses, blev selve østenden ikke dækket af jernbanen. Plantageselskabet var alene interessereret i at kunne bringe sukkerrør mv. ind til sukkerfabrikken i Christainsted.
På kortet er indtegnet to mulige linjeføringer omkring Christiansted.
Den ene føres omkring en planlagt station ved Factoriet nord for byen.
Kortet her viser sammenhængen mellem strækningen ved Christiansted og plantagen Bethlehem.
- og her ses bilag til ansøgningen om den (planlagte) videre strækning frem til Frederiksted.
Bilaget fortæller - på både dansk og engelsk - om populationen langs den skitserede linjeføring.
Den blev ikke til noget men til gengæld etablerede La Grange en mindre strækning til Prosberity.
I dette bilag til plantageselskabets ansøgning vises - igen på både dansk og engelsk - en alternativ linjeføring og den population, der var langs denne rute.
Det blev dog ved ansøgningen.
Banen blev aldrig anlagt; til gengæld blev persontransporten ad Centerline mellem Frederiksted og Christiansted ændret i 1912, hvor der på strækningen blev indsat et postautomobil med personbefor-dring til erstatning af den noget mere primitive transport i en kærre trukket af et muldyr. Så fremskridt skete der dog på den tid.
I bestyrelsen for Plantageselskabet Dansk Vestindien sad Jacob Lachmann (1844 i Odense -1909 i Bad Wildungen, Tyskland), der i 1903 havde købt plantagen Bethlehem, og hvad han har ment om jernbaneplanerne er ikke godt at vide, men Lachmann kan næppe have været særlig interesseret i baneprojektet.
I det hele taget forbigik man fuldstændig den omstændighed, at han var i fuld gang med at bygge sin egen bane, som ville løbe parallelt med den projekterede bane på en del af strækningen. I det koloniale råd fantaserede man endog om at forlange banen elektrificeret.
I St. Croix Avis kunne man den 20.2.1904 læse følgende korte meddelelse:
“She (dvs. det nye Dampskib St. Croix) brought about 300 tons of cargo for this island, comprising about 2 miles of railway and appurtenances for Mr Lachmann, of the estate Bethlehem, and also some other cargo”.
Så allerede da plantageselskabet indsendte sin ansøgning til Finansministeriet var der jernbaneudstyr på vej til Lachmanns jernbaneprojekt.
Bethlehem og nogle andre plantager midt på øen var blevet købt af familien Lachmann, og det var dem, der byggede en ny stor sukkerfabrik og anlagde en jernbane, der blev taget i brug i 1910.
På billedet ses Bethlehems oprindelige sukkerfabrik opført i 1873. Nederst i venstre hjørne kan ses jernbanespor med tipvogne; på den tid antagelig trukket af dyr.
Sukkerfabrikken Bethlehem var på den tid nok den største fabrik på St. Croix og har fyldt rigtig meget. Direktør for fabrikken var Jacob Lachmanns nevø Karl Lachmann.
På fabrikken anlagde Lachmann en 19 km lang jernbane med en sporvidde på 1.000 mm mod det vi i dag (i Danmark) kender som ”normalspor” med en indvendig afstand på 1435 mm.
Lachmanns jernbane var en ren industribane, og da han hverken kørte med passagerer eller gods har baneanlægget været for hans egen regning og uden statsstøtte – modsat førnævnte ansøgning til Finansministeriet fra Plantageselskabet Dansk Vestindien.
Til driften anskaffede han i 1906 to små lokomotiver fra firmaet H.K. Porter, Pittsburg, USA, der blev døbt hhv. ”Olga” og ”Johan” efter Lachmanns børn.
Lokomotiverne Olga og Johan på arbejde på Bethlehems sukkerfabrik.
Senere, i 1913, fik ”Olga” og ”Johan” følgeskab af endnu et lokomotiv, ”Blaere” fra det tyske firma ”O&K” - Orenstein & Koppel, der blev grundlagt i 1876 med speciale i jernbanekøretøjer. Firmaet ophørte i 1999.
Endelig blev der i 1937 leveret et lille diesellokomotiv fra Brookville Locomotice Co. i Pennsylvania.
Olga trækker togstamme med sukkerrør på plantagen Bethlehem. Foto fra 1912.
Kurve til sukkerrør flyttes fra jernbanevognen i forgrunden til lastbilen, altså en tidlig form for containertransport.
Sukkerrør transporteres til sukkerfabrik trukket af lastbil på en anlagt vej.
Foto fra begyndelsen af 1900-tallet.
Sukkerrør losses på tog; lokomotivet er enten Olga eller Johan med åbent førerhus - modsat "Blaere of St. Croix". der havde lukket førerhus.
Sukkerrør læsses af små transportvogne på Bethlehem; foto fra 1923.
Spornettet ved Bethlehem var udformet som et liggende H med selve fabrikken placeret midt på det nordligste banestykke.
På strækningen mod syd var der en bro, som lokomotivet ”Blaere” fra O&K ikke kunne passere, enten på grund af størrelsen eller på grund af vægten, så her blev driften udført af de to små lokomotiver.
Jernbane på La Grange
Linjeføringen mellem plantagerne Prosberity og La Grange ved Frederiksted.
Direktør for De Danske Sukkerfabrikker G.A. Hagemann havde i 1894 købt plantagen La Grange ved Frederiksted og nogle tilstødende plantager og der opført en sukkerfabrik – Central Factory.
Central Factory havde også en lille jernbane på ca. 3 km. Trækkraften var dog her muldyr og vognene var små 4-hjulede vogne. Sporbredden på dennes trækning var 24 tommer; altså ca. ½ meter, hvorimod bredden på sporene på Bethelehms anlæg var 1 meter.
Både La Grange og Bethlehem anvendte tidligt også lastbiler eller rettere lastvognstog bestående af en lastbil med to til fire anhængere til at transportere sukkerrørene.
Gamle hjulsæt i ruinerne af Bethlehem.
Rester af et skinnestykke.
Skinnestykker og hjulsæt fotograferet mere end 100 år efter deres aktive år.
Bevaret eksemplar af lokomotiv fra den tid.
Chassis til transportvogn.
De anvendte vogne minder om de tipvogne vi i Danmark kender fra transport af roer på Lolland og Falster eller tørv og brunkul i Vestjylland.
Chassis til transportvogn.
Nok er jernbanerne på St. Croix nedlagt, men skinnerne finder fortsat anvendelse på øen.
Nu bruges de f.eks. som reoler til romfade på Cruzan Distillerey.
Jernbane på St. Thomas
På St. Thomas var der ikke nogen egentlig jernbane. Alene øens geografi og vulkanske oprindelse ville gøre det næsten umuligt at anlægge en jernbane.
Men i Charlotte Amalie vil man dog fortsat kunne se rester af banespor, der i sin tid var beregnet for kørsel med små transportvogne i gyder mellem købmandshusenes anløbsbroer på stranden og op til købmændenes pakhuse.
Stranden nedenfor Dronningensgade blev i 1950’erne omlagt til det vi i dag kender som Veterans Drive.
Dermed forsvandt også de talrige (ulovligt) anlagte anløbsbroer og dermed også behovet for skinnegaderne.
Billedet viser en af de utallige gyder (skinnegader) i Charlotte Amalie.
I Charlotte Amalies gyder kan man fortsat se levn fra tiden med købmandshusenes transport af varer i de smalle gyder.
Alternativ "jernbane"
Billedet her viser alternativ brug af transport på skinner.
I baggrunden anes et hus, der er ved at blive flyttet på skinner lagt ud i gaden.
Plantagen Bethlehem i dag
Sukkerproduktionen på St. Croix havde haft sine gyldne år, og i første halvdel af 1900-tallet måtte man se i øjnene, at driften ikke var lønsom.
Først lukkede Central Factory, der blev solgt i 1928 til Bethlehem, som dog allerede to år efter – i 1930 - måtte dreje nøglen om.
Som led i Roosevelts ”New Deal” ønskede den amerikanske regering at forsøge at afhjælpe fattigdommen på øerne, og man stiftede derfor i 1934 et selskab ved navn Virgin Islands Company, som genåbnede Bethlehem og Central Factory. Bethlehem var dog lukket under 2. verdenskrig, men genåbnede efter krigen, og som den sidste af fabrikkerne på øen lukkede den definitivt i 1966.
Hele fabriksanlægget blev afmonteret og sendt til Venezuela.
Foto er taget i 2019.
